Reolsystem og smalgangstruck effektiviserer varehåndteringen
Stadsing i Nørresundby har oplevet vækst de seneste år.
Derfor har man bygget nyt lager og anskaffet to nye smalgangstruck, et nyt reolsystem og seks nye palletruck fra Toyota. Tilsammen effektiviserer det lagerprocesserne i virksomheden og sikrer driften til fremtidens udfordringer.
Fakta
Stadsing A/S har mere end 60 års erfaring med B2B salg af totalløsninger inden for produkter og beklædning til: rengøring, affaldshåndtering, personlig pleje & hygiejne, catering og personlig sikkerhed.
De har bygget nyt lager og anskaffet to nye smalgangstruck, et nyt reolsystem og seks nye palletruck fra Toyota.
Mere end 23.000 varenumre
Stadsing sælger professionelle produkter til safety og facility. Virksomheden har mere end 23.000 forskellige produkter på lageret, og der er rift om varerne. Både i Danmark og udlandet. Det nye lager ligger klos op ad det eksisterende lager, og er forsynet med et helt nyt reolsystem fra Toyota. Toyota har også leveret seks nye Lithium-ion-palletruck, så man i alt har ni, og har endvidere leveret to nye smalgangstruck. Maskinerne betjener begge lagre. Totalt set har Stadsing dermed 5.200 kvadratmeter under tag på adressen i Nørresundby og har i alt 6.600 pallepladser.
Nyt lager på 2200 m2
Det nye lager er på 2200 kvadratmeter, hvor det nye reolsystem fra Toyota er implementeret er der 3568 pallepladser. Pallerne er stablet i fire etager, hvilket betyder at de øverste paller står i 6,8 meters højde.
Tidligere havde vi et bufferlager i udkanten af Nørresundby. Det forsynede vores lager her på adressen med varer, når vi var ved at løbe tør for dem. På bufferlageret tømte vi lastbiler og kørte pallerne ind på gulvet, hvor de alle stod side om side. I bedste Tetris-stil skulle man flytte rundt på dem for at finde frem til de rette varer. Stigende efterspørgsel fra et voksende kundegrundlag pressede driften både her på adressen og på bufferlageret, og vi brugte mere og mere tid og rigtig mange ressourcer på dobbelthåndtering af varerne, siger logistikchef hos Stadsing, Henning Kirch Jørgensen.
Samspillet fungerer optimalt
Nu ankommer varerne til det nye lager. Der bruger man smalgangstruck til at indlagre pallerne i reolerne og til at hente dem ned til plukniveau, hvor medarbejderne håndterer de bestilte varer med palletruck og kører varerne til konsolidering og forsendelse.
Henning Kirch Jørgensen fortæller, at det er samspillet mellem reolsystemet, smalgangstruck og palletruck, som sørger for at vareflow og lagerprocesser fungerer optimalt.
- Vi har fået leveret to nye smalgangstruck i år. De afløser den gamle smalgangstruck, som Toyota leverede i 2008. De nye truck har knækstyring og dermed meget kort venderadius. Det betyder at Toyota har designet reolsystemet efter maskinernes manøvredygtighed og altså uden at afstanden mellem reolerne er særlig stor. Det sparer plads, giver flest mulige pallepladser på lageret. Og det har virkelig effektiviseret driften, siger Henning Kirch Jørgensen.
Tyngdekraften er også pladsbesbarende
En del af reolsystemet består gennemløbsreoler med rullebaner og fald, så man kan dybdestable de varer, som har stor omsætning. Når en palle bliver hentet fra plukpladsen i første niveau på den ene side af reolen, sørger tyngdekraften for, at en palle triller ned og fylder plukkepladsen op med de ensartede varer. Også det sparer en masse plads.
- Omstillingen hvor vi nu benytter både det gamle og nye lager er gået over al forventning. Vi har ingen problemer med at klare de stigende ordre- og varemængder. Faktisk er vi blevet så effektive, at investeringen i det nye reolset-up er tjent hjem på syv måneder, kommenterer Henning Kirch Jørgensen.
Smalgangstruck er altid kundespecifikke
Da Toyota blev valgt som leverandør af både reolsystemet og smalgangstruck’en, var det nemt at konfigurere smalgangstrucken af modellen, VCE150A, til opgaver og kørsel på det nye lager.
- Stort set alle smalgangstruck er modificeret så de passer til opgaverne hos kunderne. Smalgangstruck’en til Stadsing er leveret med lav mastehøjde, så den kan køre igennem porten fra det ene lager til det andet. Det kunne den gamle ikke. Samtidig kan man betjene den både stående og siddende, hvilket sikrer, at føreren har mulighed for at orientere sig på bedst mulig vis, siger Anders Madsen, som er distriktschef for salget i Nordjylland hos Toyota.