BASE Erhverv - Ekspertise og nærhed skaber tryghed
Hos Base Erhverv har man gennem de seneste knap 20 år fokuseret på erhvervs- og idrætsbyggeri. Det har skabt en ekspertise og en gruppe specialister, der er garanter for kvalitet, og som sikrer bygherrer over hele landet tryghed i byggeprocessen.
»BIG skal bygge huse af støv på Månen«. »Nu begynder byggeriet: Danmarks højeste tårn skyder op i Østjylland«. »Første spadestik på ikonisk vartegn«.
Det er sjældent Base Erhverv, der løber med de store overskrifter i medierne. Til gengæld har virksomheden siden 2003 fokuseret benhårdt på erhvervs- og idrætsbyggeri, og er i dag blandt de førende herhjemme i den niche.
»Der er mange i den her branche “der kan det hele”. Det kan vi ikke hos BASE. Her ved vi alt, der er værd at vide om erhvervsbyggeri, men til gengæld aner vi intet om eksempelvis genvex-løsninger i et enfamiliehus,« forklarer direktør, Klaus Rønslev og fortsætter:
»Vi har fra start valgt denne benhårde satsning på en relativt smal niche, fordi vi tror på, at det kommer os og vores kunder til gode. Men det kræver også, at vi er de bedste og hele tiden udvikler os.«
Og udvikling er der masser af – også inden for erhvervsbyggeriet, hvor kravene til bl.a. arkitektur, bæredygtige løsninger og dokumentation er blevet større de senere år. Samtidig har BASE Erhverv udvidet proteføljen fra det relativt simple erhvervsbyggeri til mere komplekse opgaver som idræts- og museumsbyggeri.
»Hvis vi vil fastholde vores position som nogle af de førende eksperter på erhvervsbyggeri herhjemme, så skal vi udvikle os,« forklarer projektleder Jonas Gaardsted Madsen, der er uddannet bygningskonstruktør og har været ansat i BASE de seneste fem år.
Han afsluttede sidste år byggeriet af Museum Sønderjyllands nye magasin, konserverings- og læringscenter i Rødekro.
»Museum Sønderjylland er et godt eksempel på, at selv om vi er specialister, og skallen af det nye hus i Rødekro er et typisk Base-projekt, så bliver vi holdt til ilden og skal hele tiden udvikle os. For det, der er inde i det hus er i den grad niche, og det kan ingen være specialister i. Men I og med, at vi er så stærke på basisprojektet, så har vi haft tid og overskud til at sætte os ind i de mere vanskelige processer sammen med museumsfolkene, og sammen med dem skabt et hus, som de er meget glade for at rykke ind i,« siger Jonas Gårdsted.
Tilstede i alle faser af byggeriet
Et byggeri er en kompleks opgave og udover ekspertise og specialister kræver det masser af kommunikation og tilstedeværelse, lyder opskriften.
»En bygherre skal mærke, at vi er der fra start til slut, og at vi hele tiden tager hånd om hans udfordringer og rådgiver ham til at træffe de rigtige valg, så han til slut står med et byggeri, som opfylder alle virksomhedens behov,« siger Klaus Rønslev.
Og det mærker man ude på byggepladserne:
»Jeg kan mærke, at vores kunder får en tryghed ved, at vi er eksperter på alle parametre. Vi har specialister til at projektere, specialister til at udføre selve byggeriet og så er vi tilstede hele tiden, og løser de udfordringer, der måtte opstå med det samme og uden at putte med noget,« siger Jonas Gaardsted, der på ingen måde drømmer om at løbe med prestigebyggerierne og de store overskrifter.
»Jeg tænker ikke, at store byggerier er Superligaen. For mig er det noget helt andet, der skaber jobglæde: Er bygherren glad? Afleverer vi til tiden? Tjente vi penge? Det er de mål jeg arbejder efter hver eneste dag, og det er en kæmpe tilfredsstillelse, at kunne sige, at man arbejder et sted, hvor man endnu ikke har haft en byggesag, hvor man ikke kunne sætte flueben ved alle tre.«