Søfarten under pres
Den økonomiske krise har især ramt søfarten, men selv om hele transportbranchen reber sejlene, så fremhæver alle, at konjunkturnedgangen rummer både udfordringer og muligheder.
Få erhverv er så tæt forbundet med udviklingen i den globale samhandel som skibsfarten, der – indtil videre – er den del af transportbranchen, der er hårdest ramt af finanskrisen og den økonomiske opbremsning.
Det stod klart, da Transportøkonomisk Forening (TØF) i går afsluttede den årlige godskonference. Selv om krisen har ramt hele transportbranchen, så er der intet der nærmer sig de dramatiske drop i fragtraterne til søs.
- Der er mange af vores medlemmer, der skal have rigtigt mange penge med på arbejde hver dag, sagde Allan Houtved, Danmarks Skibsmæglerforening.
Voldsomme faldDet er de skibsmæglere, der har indgået langsigtede kontrakter på skibe, da fragtraterne lå i toppen, der i dag må kæmpe med voldsomme fald. Værst ramt er tørbulk, hvor raterne er faldet med mellem 90 og 95 procent i løbet af 2008.
- Det betyder, at et skib i panamax-klassen måske koster 90.000 USD i døgnet, men kun kan tjene 5.000 USD, sagde Allan Houtved.
Også Niels Toldstrup fra Samskip Multimodal Container Logistics betegnede markedet som vanskeligt – især inden for oversøiske transporter.
- Mærsk har meddelt, at man først venter bedring i slutningen 2010. Andre sværvægtere i branchen er endnu mere pessimistiske. Det vil naturligvis også ramme feedertrafikken, selv om omfanget er usikkert, sagde Niels Toldstrup.
Niels Toldstrup fastslog, at den negative udvikling også rummer nye muligheder.
- Markedet vil være præget af vigende mængder og et betydeligt prispres. Men samtidig vil omkostningerne falde på en række områder, og vi kan anvende den ledige kapacitet til at teste nye markeder. Kunderne vil også være mere åbne over for nye og mere effektive løsninger, så der er også mulighed for at vinde nye kunder. Endelig vil den økonomiske situation øge presset for