Frode Laursen overtager Scanita
31 speditører og kontorassistenter og en omsætning på 120-130 millioner kroner skifter hænder.
Frode Laursen A/S, Vitten ved Århus, har derimod ikke overtaget Randers-virksomhedens chauffører eller kørende materiel, da selskabets eget truckingfirma ifølge økonomidirektør Anders Balle skal overtage transporterne.
Overtagelsen er sket med øjeblikkelig virkning fra i går, og med indlemmelsen af Scanita Transport System A/S vokser Frode Laursen koncernen til i alt 1000 medarbejdere i Danmark, Sverige, Finland og Polen samt 1,3 milliarder kroner i omsætning. Koncernen råder i forvejen over 700 trækkende enheder og har nu 310.000 kvadratmeter lagerhotel i Skandinavien.
I en pressemeddelelse fra de to koncerner hedder det, at Scanita ”har fundet det nødvendigt at overdrage aktiviteterne i virksomheden af hensyn til medarbejdere og kunder”
- I et stadig mere presset transportmarked med faldende volumen og uændret kapacitet, skal man i dag være en stor spiller på markedet, for at opfylde kundernes behov og samtidig kunne udnytte stordriftsfordelene. Denne mulighed fandt vi hos Frode Laursen A/S og derfor har det været en god beslutning for vores virksomhed, siger direktør Henrik Jakobsen fra Scanita.
Administrerende direktør i Frode Laursen A/S, Thorkil Andersen, siger, at koncernen hele tiden har øjnene åben overfor muligheder, der kan styrke virksomheden:
- Vi fandt hos Scanita Transport System A/S en god medarbejderstab og en kundeportefølje, som passer perfekt til vores strategi, siger Andersen.