Simulatorer i fremtidens undervisning
Eksperter var samlet i Vejle til en todages konference om simulatorer.
Af Finn Bjerremand
Alle eksperterne var samlet, da TSU Simulatorcenter i Vejle satte fokus på brugen af simulatorer til undervisningsbrug.
Blandt eksperterne hersker der ingen om, at bus- og lastbilsimulatorer er fremtidens værktøj, når det gælder uddannelse og efteruddannelse af chauffører.
Men alligevel er der lang vej igen, fordi simulatorerne stadig er under udvikling. Desuden er efterspørgslen efter simulatorer stadig ikke så stor, hvilket smitter af på udbuddet og ikke mindst prisen – sagt på dansk, så er simulatorer i dag hundedyre. Derfor vælges simulatorer I nogle lande helt fra.
Jan Deman, direktør for undervisningsorganisationen FCBO i Belgien, stillede blandt andet spørgsmålstegn ved, hvor virkelighedstro for eksempel en bussimulator skal være.
- Man kan investere fra ganske få og op til rigtig mange tusinde euro for at få bygget simulatoren, så den fungerer i et så virkelighedstro miljø som muligt. Men er det pengene værd? Gavner investeringen trafiksikkerheden?, spurgte Jan Deman. Er det undervisningsmæssige udbytte ikke lige så godt med en simulator, der fungerer i et mere teknisk miljø?
EU-reglerne for den forestående efteruddannelse af erfarne chauffører foreskriver anvendelse af en såkaldt avanceret simulator, hvorimod der ved uddannelse af nye chauffører kan anvendes mindre avancerede og billigere simulatorer.
Bare i Belgien skal der i de kommende år 10.000 chauffører på et dagskursus i en simulator. Det stiller store udfordringer til for eksempel instruktører.
Ny bussimulatorTSU Simulatorcenter A/S i Vejle er ved at være klar til det store boom af chauffører, som skal efteruddannes.
Det gælder også buschauffører, hvor man ikke tidligere har kunnet tilbyde undervisning i en bussimulator. Men det er fortid nu.
TSU Simulatorcenter har for kort tid siden fået installeret en rigtig bussimulator, der nærmest er en kvart bus. Med den kan instruktørerne nemmere simulere de opgaver, som venter ude i samfundet som buschauffør.
Det er jo ikke bare at styre bussen, men også at holde øje med passagerne, hvor der ind imellem kan være problematiske passagerer. Den slags kan let påvirke buschaufføren under kørslen og det kan man nu træne chaufførerne i under sikre forhold i simulatoren.
Fra FinlandDen nye bussimulator er leveret af STC i Finland.
- Der er tale om en helt nyudviklet simulator, hvor prototypen er installeret i Vejle, siger direktør Magnus Købke.
Det betyder, at enkelte funktioner, herunder simulering af passagerer endnu ikke er funktionsdygtige. Simulatoren skal dog være klar til endelig brug i marts 2009.
Magnus Købke oplyser, at han efter afholdelsen af konferencen har fået flere tilbagemeldinger fra deltagere fra de forskellige lande, om at der var stor tilfredshed med konferencen, der blev holdt af organisationen EuroTra, som har med uddannelse inden for den europæiske transportsektor at gøre.
fba@transinform.com