Hvad må man hedde?
Sø- og Handelsretten behandlede sagen Amagerlagerhotel.dk vs. Amager Lagerhotel ApS.
Af advokat Anders Hedetoft, Delacour, Århus
og advokat Martin Juste, Delacour, Århus
Ved dom afsagt af Sø- & Handelsretten den 14. november 2008 blev der taget stilling til, om et firma måtte registrere navnet ’Amager Lagerhotel ApS’ som binavn til firmaets rigtige navn Amager Lagerhaller ApS selvom firmaet Blokhus DK ApS, der også drev lagerhal, tillige havde anvendt og anmeldt navnet ’Amagerlagerhotel.dk’.
Dommen vedrører markedsførings- og selskabsretlige problemstillinger. I markedsføringsretten findes der en generalklausul, hvorefter man som aktør på et marked skal udvise god markedsføringsskik. Yderligere findes der regler om at en aktør på et marked ikke må bruge sammenlignelige reklamer eller andres forretningskendetegn. Spørgsmålet var så, om firmaet ved registrering af ’Amager Lagerhotel ApS’ havde overtrådt de markedsførings og selskabsretlige regler i forhold til Blokhus DK ApS´ navn ‘Amagerlagerhotel.dk’.
Sagens faktumBlokhus DK ApS blev stiftet den 10. oktober 2001, hvor de drev virksomhed med opkøb af erhvervsvirksomheder. Den 15. juni 2006 registrerede de navnet ‘www.amagerlagerhotel.dk’ hos DK Hostmaster A/S (der er den organisation, som styrer de danske domænenavne). Hjemmesiden for ‘Amagerlagerhotel.dk’ blev aktiv omkring julen 2007. Selskabet begyndte med udlejning af lagerrum fra den 1. juli 2008 under navnet ‘Amagerlagerhotel.dk’. Lagerrummene blev udlejet til både private og erhverv.
Amager Lagerhaller ApS blev købt den 12. januar 2006 og begyndte i august 2006 med udlejning af lagerrum. Selskabet begyndte i august 2006 med at annoncere med udlejning. Amager Lagerhaller ApS fik registreret ‘Amager lagerhotel ApS’ som binavn hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen den 12. juni 2007. Lagerrummene blev alene udlejet til erhverv.
Den 9. maj 2007 opsatte Blokhus DK ApS reklame på deres bygning, hvor der stod ‘Amagerlagerhotel.dk’. Amager Lagerhaller ApS, som var nabo til Blokhus DK ApS, reagerede herpå, ved at deres advokat tog kontakt til Blokhus DK ApS, og bad dem stoppe med at anvende navnet ‘Amagerlagerhotel.dk’, da det kunne forveksles med deres navn.
Blokhus DK ApS´ advokat kom med modangreb den 20. september 2007 ved at forlange, at Amager Lagerhaller ApS slettede deres navn og ophørte med at bruge det.
Rettens domSø- og Handelsretten udtalte, at det var ubestridt, at Amager Lagerhaller ApS havde kendskab til Blokhus’ brug af navnet ’Amagerlagerhotel.dk’, da førstnævnte selskab anmeldte navnet ’Amager Lagerhotel ApS’. Navnene var stort set identiske, og der var risiko for forveksling, idet der var tale om to virksomheder inden for samme branche drevet fra naboejendomme. Det, at Amager Lagerhal ApS havde anmeldt navnet ‘Amager Lagerhotel ApS’, udgør derfor en overtrædelse af Anpartsselskabslovens § 2, stk. 2, som siger:
‘Et anpartsselskabs navn skal tydeligt adskille sig fra navnet på andre virksomheder, der er registrerede i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. I navnet må ikke optages slægtsnavn, firma, særegent navn på fast ejendom, varemærke, forretningskendetegn og lignende, der ikke tilkommer selskabet, eller noget, som kan forveksles hermed’.
Konsekvenserne heraf for Amager Lagerhaller ApS er, at de skal have slettet registreringen hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, og at de for fremtiden ikke må bruge navnet.
Vedrørende de markedsføringsretlige problemstillinger kom Sø- og Handelsretten frem til, at Amager Lagerhaller ApS ikke havde overtrådt de markedsføringsretlige regler. De havde nemlig ikke brugt navnet ‘Amager Lagerhotel ApS’, for at markedsføre sig, og registreringen i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen var sket for at forsvare sig. Det kunne ligeledes heller ikke dokumenteres, at Amager Lagerhaller ApS havde forsøgt at reklamere med navnet på deres bygning.
Konsekvenserne for Amager Lagerhaller ApS blev, at de ikke skulle betale godtgørelse til Blokhus DK ApS.
Pas på goodwillenDommen illustrerer, hvor vigtigt det er for et selskab at være varsom med at vælge sit navn. Det er ikke bare noget, man gør. Godt nok fik det ikke nogle nævneværdige økonomiske konsekvenser for Amager Lagerhaller ApS i denne sag, da de blev frikendt for påstanden om godtgørelse, men tabet af navnet kan derimod potentielt være ganske alvorligt.
Selskabet må ikke i fremtiden benytte sig af navnet ‘Amager Lagerhotel ApS’ samt variationer heraf. Hermed kan en masse goodwill være tabt.
Så et godt råd til andre selskaber er at være meget påpasselige med at tjekke, at der ikke er andre selskaber, der bruger det samme navn eller et navn, der tilnærmelsesvis ligner.