23948sdkhjf

Fra fabrik til forbruger

Frode Laursen A/S er i dag en moderne logistikvirksomhed med fokus på totalløsninger.

Frode Laursen A/S er i dag en moderne logistikvirksomhed med fokus på totalløsninger.



Frode Laursen A/S beskæftiger omkring 800 ansatte i Danmark. Ud over hovedsædet i Vitten, hvor der er beskæftiget omkring 200 ansatte i administrationen, 50 medarbejdere på lager og terminal og 20 mand på værkstedet, så råder virksomheden over yderligere to lagerhoteller i Jylland samt tre på Sjælland.

Siden 2005 har Frode Laursen ekspanderet ud over Danmarks grænser med to lagerhoteller i Sverige med 80 ansatte og et mindre lagerhotel i Finland med foreløbig to ansatte. Endeligt beskæftiger koncernen omkring 80 medarbejdere i det polske truckingselskab, der udfører internationale transporter. Frode Laursen koncernen kører selv med omkring 300 lastvogne og beskæftiger derudover et tilsvarende antal indlejede vognmænd. Lagerhotellerne er den centrale krumtap i virksomheden, fordi det er her man modtager varer fra producenterne og videredistribuerer dem ud i detailhandlen.

Faktisk kommer Frode Laursen i dag helt ud til hylderne i butikkerne, fordi man i datterselskabet In-Store både sørger for opstilling af varedisplays og opfyldning for producenter og grossister ude i supermarkederne.

In-Store har også direkte kundekontakt, fordi man tilbyder at uddele smagsprøver ude i butikkerne.

- På den måde kan man roligt sige, at Frode Laursen varetager al logistik fra fabrik til indkøbskurv, siger økonomidirektør Anders Balle.

Det vi kan

Når man beder Anders Balle - der har været i virksomheden i 19 år - forklare, hvorfor Frode Laursen har succes på et så vanskeligt marked, så er han ikke i tvivl.

- Drift af lagerhoteller og varedistribution er det vi kan. Det er vi faktisk fantastisk dygtige til. Det er fordelen ved at koncentrere sine aktiviteter inden for et enkelt felt. Vores medarbejdere har opbygget en kolossal viden på det her område og det er noget vores kunder sætter pris på. Når vi går ind og overtager hele varelogistikken hos nye kunder, så bliver de overrasket over, hvor effektivt vi kan løfte den opgave fra dag et. Det er ofte ting, som de selv har oplevet som meget tunge opgaver, siger Anders Balle.

Frode Laursen ejer også halvdelen af olie- og benzindistributøren Skanol.

Opkøb

I de 20 år Thorkil Andersen har ejet Frode Laursen her virksomheden opkøbt en stribe af vognmandsforretninger.

• Ejstrupholm Godstransport

(Dagligvare Division)

• Gunnar Henriksen Transport

(System Division)

• Tuse Trans (Dagligvare Division)

• Viggo Lund (Dagligvare Division)

• Hellestrup (System Division)

• Fiskbæk Autotransport

(System Division)

• Leif Nissen (System Division)

• Jensby Eftf (Dagligvare Division)

Det lange træk

Frode Laursen kører allerede med ti modulvogntog i Danmark og 30 i alt i hele Skandinavien. Anders Balle forventer, at de effektive modulvogntog vil vinde terræn i takt med at forsøget skrider frem.

Det ærgrer selvfølgeligt lidt, at Vitten ikke er med på modullandkortet.

- Men mon ikke man bliver mindre berøringsangst, når man har gjort sig nogle erfaringer. Modulvogntog har i mere end 40 år kørt stort set overalt i Sverige og vil uden problemer også kunne køre mellem motorvejen og Vitten, siger Anders Balle, der anser trængslen på de danske veje og stadigt mere snævre tidsvinduer for afhentning og aflevering af varer som en af de helt store udfordringer for leverandører, transportører og detailhandel.

- Det er nogle steder så presset i dag, at vi ikke kan nå at fylde bilerne helt op, når de kører fra vores terminal, fordi de skal nå at hente varer hos fabrikker inden de lukker for vareudlevering. Det er jo skidt for både miljø, trafik og økonomi.

Anders Balle tvivler på, at forsøg på regulering vil afhjælpe problemet:

- Det er da muligt, at løsninger, hvor det eksempelvis bliver billigere at køre i nattetimerne, kan skubbe i den rigtige retning, fordi vareleverandørerne og detailhandlen så kan se en fordel i mere fleksible lastnings- og losningstider.

Recession og muligheder

Finanskrisen og den økonomiske afmatning har også sat spor i Vitten. Frode Laursen har først og fremmest mærket krisen på nedgangen i bygge- og anlægssektoren.

- Men vi kan faktisk også mærke det på dagligvaremarkedet, hvor vi har konstateret en mindre nedgang på et par procent, fortæller Anders Balle.

Men udsigten til sløje tider vækker ikke kun bekymring i Vitten-virksomheden.

- Det er også en tid med muligheder. Det er naturligvis aldrig sjovt, når økonomien går tilbage. Men det betyder også, at kunderne øger fokus på omkostninger og bliver mere åbne for nye løsninger. Det er naturligvis både en udfordring i forhold til vores eksisterende kunder, men det er også en mulighed for at få nye kunder. Samtidig vil der også opstå mulighed for at overtage andre forretninger. Det kræver naturligvis, at man har den fornødne likviditet og det har vi, fordi vi altid har haft fokus på at have en sund likviditet, siger Anders Balle.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.25