Tysk grundighed bag udvikling
Mercedes vil med nyt testcenter holde fast i højt kvalitetsniveau.
Af Finn Bjerremand
Daimler-koncernen, der står bag Mercedes, gør hvad den kan – og lidt til - for at fastholde det høje kvalitetsniveau, som tyskerne er kendte for.
Mercedes har netop foretaget en massiv investering på 80 millioner euro i et helt nyt testcenter - Entwicklungs- und Versuchszentrum Wörth - og samtidig har koncernen lanceret udtrykket ”Trucks You Can Trust”.
- Mere end fire døgns uplanlagt liggetid på værksted med en ny lastvogn, ødelægger hele det økonomiske regnestykke for lastbilen det år, siger lederen af Mercedes Trucks, Hubertus Troska under et besøg på centret.
- Derfor skal vognmændene have lastvogne, som de kan stole på.
EVZ-centeret omfatter både en større indendørs værkstedshal og en ny testbane med vejprofiler fra hele verden, så man kan udsætte lastvognene for alle mulige tænkelige typer af vejbaner - lige fra almindelig asfaltbelægning, som er lappet, til brostensagtige veje og direkte ”torturbelægninger”, der presser materielle til det yderste.
Med den nye testbanes mange muligheder, kan man nå ca. 90 procent af det belastnings- og stressniveau som lastvognene normalt kan blive udsat for hos kunder verden over.
Testbanen har også mulighed for højhastighedstest, ligesom et særligt konstruktionsområde gør det muligt, at teste bygge- og anlægskøretøjer off-road.
Hårde testForuden EVZ i Wörth bruger Mercedes sit indendørs testcenter i Brühl til afprøvning af komponenter, der gennemtestes inden de implementeres i en lastvogn for regulære feltprøver.
Første skridt foregår i et tredimensionelt virtuelt miljø, hvor teknikerne på computere kan prøvemontere komponenten og – uden at have lavet komponenten i virkeligheden - se, hvordan det vil fungere i real størrelse.
Når først motoren er samlet, råder over 53 komplette motorprøvestande, hvor motorerne kan gennemtestes, lige som hvis de kørte i rigtige lastvogne under als slags forhold. I øjeblikket er det blandt andet Euro 6-normen der arbejdes hen imod.
I alle de motorstande som Trans Inform så under besøget, stod der enten nye 12 eller 16 liters 6-cyl. rækkemotorer, som ligner den nye serie af Mercedes’ såkaldte verdensmotor, der i fjor blev introduceret i den amerikanske lastvogn Freightliner Cascadia.
F.eks. så vi en prøvestand hvor motoren hele tiden blev vippet rundt, så det svarer til de påvirkninger som motoren i en Pisten-Bully, der kendes fra skisportssteder, bliver udsat for ved kørsel på bakker med stor hældningsgrad.
Tilsvarende har Mercedes en prøvestand, hvor der samtidig testes fire kardanaksler. De udsættes for et stort moment, så man er sikker på, at de også kan holde til de påvirkninger, som en kraftig motor kan udløse.
I testcenteret laves der også tests af førerhusene, aksler og andre lastbildele.
PræcisionForuden udviklingsdelen, hænger kvalitet især sammen med indsatsen fra hver eneste medarbejder på Werk Wörth.
- Præcision er et must i produktionen af en ny Mercedes lastvogn. Hver medarbejder på båndet arbejder nemlig kun i mellem 2,5 og 9 minutter på hver lastvogn. Derfor er det også udelukkende godt uddannede og højt motiverede medarbejdere, der lever op til præcisionskravene, siger lederen af produktionen i Wörth, Ernst Wünstel.
fba@transinform.com