Havnevækst øger lastvognstrafikken
Danske erhvervshavne forventer en kraftig vækst i godsomsætningen frem til 2025 – det vil øge behovet for lastvognstransport voldsomt.
Af Lars Lassen
Det var Lars Bøgeskov fra konsulentfirmaet Bøgetorp, der på Danske Havnes havnekonference i Fredericia i slutningen af november, spåede store logistiske og infrastrukturmæssige udfordringer, hvis erhvervshavnenes egne vækstprognoser holder stik.
Danske havne omsatte i 2007 lige ved 110 mio. tons gods. Det tal vil i 2025 være vokset til et sted mellem 165 og 208 mio. tons. Danske Havne gætter selv på en godsomsætning på 175 mio. tons.
- Selv med de mest forsigtige prognoser, så er det mere end 60 mio. tons, der skal fragtes ind og ud af de danske havne. Det svarer til et sted mellem 8 og 13 mio. lastbiler ind og ud af havnene på årsbasis. Det vil kræve, at lastvognsbestanden skal vokse med 60.000-75.000 enheder og der skal bygges omkring 1000 kilometer ekstra motorvej, sagde Lars Bøgeskov.
Ovennævnte regnestykke viser, at mulighederne og ikke mindst udfordringerne bliver enorme - ikke bare for havne og vognmænd. Men for samfundet som helhed, hvis ikke vejene skal tilstoppe helt og vi samtidig skal nå de klimamål, der er fastsat.
- Det kan simpelthen ikke lade sig gøre, hvis ikke vi får meget mere gods flyttet over på jernbane og skib, sagde Lars Bøgeskov.
Dobbelt mautDen norske professor Per Olav Brett var enig og konstaterede:
- Den samlede samfundsøkonomiske pris for at øge lastmængderne på skib er forsvindende lille sammenlignet med, hvad det koster at øge godsmængderne på lastbil. Men man kommer først til at tage konsekvensen af dette simple regnestykke, når lastbilerne kommer til at betale den reelle omkostning ved vejgodstransporten. Selv om Tyskland hæver mauttaksterne kraftigt fra nytår, så er de stadig alt for lave, sagde Per Olav Brett.
Direktør Michael Svane, DI Transport, advarede dog mod tiltroen til roadpricing som den magiske løsning på trafikudfordringerne.
- Der findes ikke – hverken i Danmark eller i Europa – den afgift, der kan stoppe lastbilerne. Drop den der afgiftstankegang. Hvis vi skal løse udfordringerne, så handler det i stedet om, at effektivisere de enkelte transporter og øge samspillet mellem transportformerne, sagde Michael Svane og fremhævede modulvogntogene som et eksempel på et fremskridt, der for forbedrer effektiviteten til gavn for både miljø, trængsel og vognmændenes omkostninger.
InfrastrukturplanTransportminister Lars Barfoed tog bolden op fremhævede ligeledes behovet for et bedre samspil mellem transportformerne og brugte også modulvogntogene som et eksempel på et positivt tiltag.
Lars Barfoed fastslog også, at havnene har stor samfundsøkonomisk betydning og derfor national interesse.
- Derfor er det vigtigt, at havnene sikres en langsigtet fremtid som erhvervshavne, hvor havnevirksomhederne kan drive og udvikle deres forretning. I lyset af den seneste tids eksempler på konflikter mellem forskellige interesser på flere havne, vil har jeg nu iværksat et serviceeftersyn af den brug, der er af havnearealerne, sagde Lars Barfoed.
- Der er rigtigt mange gode og fornuftige ønsker til infrastrukturinvesteringer i spil i øjeblikket. Men der er desværre ikke penge nok til dem alle. Men selv om jeg naturligvis ikke kan gå i detaljer på nuværende tidspunkt, så kan jeg godt love, at der også bliver tænkt på havnene og havnepakken i den infrastrukturplan, som regeringen snart vil præsenterer, sagde Lars Barfoed.
ll@transinform.com