Norsk modulfælde
ITD advarer mod dyr faldgrube i de norske regler for modulvogntog
En af International Transport Danmarks medlemsvirksomheder har gjort brancheorganisationen opmærksom på, at det kan blive en kostbar fornøjelse for danske vognmænd, hvis de sender deres 60 tons tunge modulvogntog til Norge.
Selv om de danske og norske regler for modulvogntog ligner hinanden, så er der en afgørende forskel.
I Danmark skal afstanden mellem forreste og bagerste aksel i vogntoget være mindst 19 meter. I Norge skal afstanden mellem forreste og bagerste aksel i vogntoget være 21 meter, hvis man vil køre med vogntogsvægte over 50 tons.
”Da en stor del af de sættevogne, der er registreret i Danmark, er konstrueret med en teoretisk akselafstand på 7,65 meter for at holde skammelbelastningen nede i et leje, der passer til 2-akslede lastbiler, er der grund til ekstra opmærksomhed på ”21-meter-reglen” ved kørsel i Norge. Såfremt der ikke kan opnås 21 meter mellem første og sidste aksel, er den maksimalt tilladte totalvægt 50 tons, og alt derover vil blive anset som overlæs med forholdsvis store bøder til følge,” skriver ITD.