Det skulle være planen over alle planer. Planen, der endelig skulle få Danmark ud af et trafikalt dødvande mellem de store brobyggerier. En plan, der løste alle vores problemer på én gang.

Var det alt? - vil nogen sikkert spørge efter, at regeringens ministerudvalg i går løftede sløret for infrastrukturens investeringsplan.

52 sider, mest velmenende ord og hensigtserklæringer, få konkrete handlinger (udover de tiltag vi kendte i forvejen) og en pose penge, der hverken slår helt eller halvt til.

Så, ambitiøs? Nej, ikke rigtig. Men et grundigt og gedigent stykke arbejde med et solidt fundament i flere ministerier.

Men helt ærlig, hvad mere kunne man forvente: Problemerne er velkendte og de fleste løsninger ligeledes. Det handlede sådan set bare om at få et overblik over opgaverne og få dem strikket sammen i en handlingsplan – alt sammen i en grøn indpakning, så miljøet også er tænkt med ind i planen.

Transportsektoren skal se nøje efter for at finde ordet gods. For regeringen har haft andre prioriteter, som først og fremmest handler om at få flere danskere til at bruge den kollektive trafik.

Men manglen på gods-initiativer kan også læses som, at politikerne ikke har set sig sure på lastbilerne, men tværtimod har accepteret, at dem skal der være plads til - mens hr. og fru Jensen skal stille bilen og tage toget på arbejde.

Det giver ikke i sig selv plads på vejene, men regeringen har også fokus på trængselsproblemerne i Østjylland, på Fyn og i hovedstadsområdet. Her skal der nye og bedre veje til, for at få danskerne ud at køre igen i stedet for at spilde tiden i kø.

Til gengæld mangler sammenkoblingen af godsformerne. Her bliver det i planen kun til velmenende ord om adgangen til havnene. Men de danske havne har – endnu – ikke fået det løft, de havde set frem til, og hvor der skal blive plads til gods på jernbanen, når der skal køre flere passagertog på skinnerne, er også svært at få øje på.

Hvad ingen derimod har kunnet undgå at opdage er, at vi i fremtiden skal betale for at bruge de danske motorveje. Det skal Herr und Frau Schmidt i øvrigt også til – hvad enten de kommer i privatbilen på ferie eller sidder bag rattet på en lastbil.

Men de har også nogle erfaringer, som de kan dele med os, inden vi kaster os ud i roadpricingens tidsalder. I Tyskland føler hele byer sig kørt over ende, fordi lastbiler - for at undgå at betale maut - igen er begyndt at bruge landevejen.

Men foreløbig er det hele jo kun en plan, som kan rettes til. En stor en ganske vist. Men det største arbejde ligger forude, når ord skal veksles til handling.