Flere konkurser rammer vognmændene
40 konkurser i november mod seks samme måned i fjor.
Det skriver dagbladet Børsen, der citerer direktør Michael Svane fra DI Transport for at sige, at ”kurven med konkurser ikke har toppet endnu”.
Han mener ikke, at regnskaberne for 2008 bliver dårlige fordi mange vognmænd havde ni gode måneder, ”inden helvede brød løs i oktober”.
- Til gengæld er der dybe panderynker omkring 2009, siger Svane til Børsen.
Ifølge konsulent Niels-Erik Nielsen fra 3D-Kom er det især de mellemstore vognmænd med 8-30 biler, der er i farezonen.
- Nogle vognmænd i midtersegmentet vil søge sammen med andre ligesindede. Andre vil reducere, så de kun har en lastvogn tilbage, som de selv kører. Det er i dette midtersegment, at de administrative omkostninger pr. produceret køretime er for høj, siger Niels-Erik Nielsen til Børsen.
Han vurderer desuden, at der vil ske flere konkurser blandt de vognmænd, der har ekspanderet (for) voldsomt i de seneste år.