Stor svensk etanolfabrik er i gang
De svenske landmænds selskab Lantmännen har for kort tid siden påbegyndt produktionen i en ny etanolfabrik i Norrköping.
Byggeriet af fabrikken startede for halvandet år siden og har kostet i omegnen af 1,3 mia sek. Kapaciteten på produktionen af etanol forventes at nå op på en årlig produktion på 200 mio. liter samt 175.000 ton proteinfoder, skriver det svenske nyhedsbrev TransportNET.se
Med denne store produktion har Lantmännen ubetinget indtaget rollen som Sveriges største producent af biodrivmiddel.
Lantmännen producerer samtidig verdens mest miljøvenlige etanol, der er baseret på afgrøder. Produktet reducerer udslippet af drivhusgasser med 70 til 80 procent. Ifølge Lantmännen får man takket være anvendelsen af grøn energi fem gange så meget energi tilbage, som der anvendes i produktionen. Etanolen bliver først og fremmest anvendt til blanding med 95 oktans benzin.