Bussimulator installeret hos TSU
TSU Simulatorcenter A/S i Vejle er nu klar til også at kunne undervise buschauffører i fremtiden.
Centeret har for kort tid siden fået installeret den tredje stationære simulator, der dog er noget anderledes i forhold til de øvrige: Det er nemlig groft sagt en kvart bus, fordi, man ikke blot skal kunne simulere forholdene uden for bussen, men også f.eks. det at have passagerer med.
Det kan jo i sig selv være en vanskelig opgave at skulle holde styr på f.eks. en beruset passager mens bussen skal navigeres rundt i en by. Eller måske at holde styr på en flok hyperaktive skolebørn under kørslen. Det kan buschauffører nu prøve i en bussimulator frem for først at stå med problemet i virkeligheden.
Bussimulatoren er leveret af STC i Finland. Der er tale om en helt nyudviklet simulator og det er prototypen som er installeret i Vejle. Det betyder at enkelte funktioner, herunder simulering af passagerer endnu ikke er funktionsdygtig. Simulatoren skal være endelig klar til marts 2009.