Bedre trafikinformation på GPS
Trafikanter kan se frem til bedre trafikinformation på deres navigationsanlæg.
Vejdirektoratet og Branchen ForbrugerElektronik (BFE) har i samarbejde testet en række af de mest populære navigationsanlæg med det såkaldte Traffic Message Channel (TMC).
Testen viste, at navigationsanlæggene i en række tilfælde viste de udsendte TMC trafikmeldinger forkert. En situation som Vejdirektoratet og Branchen ForbrugerElektronik (BFE) nu i samarbejde vil løse.
- Hverken trafikanterne, Vejdirektoratet og eller producenterne kan være tjent med at trafikmeldingerne ikke er korrekte. TMC tjenesten skal være en troværdig service, og derfor har vi netop indgået i et samarbejde med Branchen ForbrugerElektronisk for at forbedre servicen, siger afdelingschef i Vejdirektoratets Trafik- og Beredskabsafdeling, Bente Iversen.
En tredjedel af alle danske husstande har et navigationsanlæg, og godt halvdelen af disse kan modtage TMC. TMC gør det muligt at modtage her-og-nu trafikmeldinger direkte på GPS´en. Vejdirektoratets TrafikInformationsCenter udsender i dag trafikmeldinger via TMC døgnet rundt. Testen af TMC på navigationsanlæggene er den første af sin art i Danmark, og betragtes af både Vejdirektoratet og branchen som et godt eksempel på, hvordan samarbejde kan være med til at forbedre et produkt til gavn for trafikkanterne.