Danmark snydes for 16 millioner kroner
DTL følger op på konkurrenceforvridning, fordi udenlandske vognmand ”glemmer” at betale vejafgift.
Politiet har ved to kontroller af lastbiler i efteråret dokumenteret, at der ikke er betalt vejbenyttelsesafgift af ca. hver femte udenlandske lastbil. Nu viser politiets egne opgørelser det samme, og det søgte DTL at få gjort noget effektivt ved under et foretræde for Folketingets Skatteudvalg.
- Vi fremhævede den åbenlyse konkurrenceforvridning, der finder sted på denne måde, og som af DTL opleves som helt urimelig, da alle danske lastbiler opkræves automatisk forud for et helt år af gangen, mens hver femte udenlandske lastbilchauffør vælger at undlade at betale deres afgift inden kørsel i Danmark”, siger DTLs vicedirektør Morten Lindbo, der deltog i DTL-deputationen sammen med cheføkonom Ove Holm.
ITD’s seneste grænsetællinger viser, at der årligt passerer omkring 1,8 million udenlandsk indregistrerede lastbiler over Danmarks grænser. Det svarer til hele 78 procent af den samlede lastbiltrafik inklusive til/fra-trafik og transitkørsel.
- Når man så ser på, hvilken procentuel vækst der forventes i det fremtidige samlede transportarbejde, især med udenlandske lastbiler, så kan det godt blive til mange penge, siger Morten Lindbo.
DTL har regnet det ud til, at Danmark bliver snydt for 16 millioner kroner på årsplan.
- Men ikke mindst kan snyderiet nemt udgøre over halvdelen af en dansk lastbils daglige overskud, og det går alvorligt ud over konkurrenceevnen på det meget barske transportmarked, siger Lindbo.
DTL’s deputation pegede på en målrettet, men alligevel kortvarig, stærkt intensiveret politikontrol til at sætte en stopper for unddragelserne, før de eskalerer.