Undgå maut-brølere
Trafikforsker opfordrer danske politikere til omtanke og tålmodighed, hvis de vil indføre roadpricing.
Selv om der efter den konservative kovending tegner sig et bredt politisk flertal for roadpricing på danske veje, så vil det tage fem til syv år før man kan have et system klar.
Det vurderer trafikforskeren Harry Lahrmann, der står i spidsen for Trafikforskningsgruppen ved Aalborg Universitet ifølge dagbladet Ingeniøren.
Han bruger den tyske motorvejsafgift på lastvogne – mauten – som et skræmmeeksempel.
- Gør ikke, som tyskerne gjorde, da de lavede deres GPS-baserede lastbilafgift, den såkaldte Maut. De troede, at den kunne indføres på halvandet år, men det gik jo galt, siger Harry Lahrmann, der opfordrer politikerne til at skynde sig langsomt.
Trafikforskeren, der er ekspert i intelligent trafikstyring, påpeger, at man ved at tage sig god tid sikrer, at man har et system, der virker. Men også, at man får mulighed for at udnytte teknologien langt bedre end man kender det fra eksisterende ’maut’-systemer.
- Det afhænger af, hvor meget man vil have med. For selvfølgelig er det enhver trafikplanlæggers drøm at koble flere funktioner på. Så når folk nu alligevel har GPS, en eller anden mobiltelefon og en elektronisk brik inde i bilen, giver det mulighed for at få eksempelvis realtidstrafikinformation ind i bilen, siger Harry Lahrmann, der mener, at Danmark bør lægge sig i slipstrømmen på Holland, der er i gang med at indføre roadpricing.