Politiets tunge drenge
Kontrol: 15.000 køretøjer skal kontrolleres på køre- og hviletidsområdet hvert år.
Af Finn Bjerremand
15.000 lastbiler skal kontrolleres i årets løb, og det skal blandt andet være med til at øge sikkerheden på de danske veje.
Vicepolitikommissær Frank Davidsen og hans kollega Einar Hoffman, der er specialist på tachografområdet, redegjorde på chaufførernes stormøde forleden i Frederikshavn for, hvordan Tungvognssektionen fungerer og hvilke funktioner gruppen varetager.
De nye køre- og hviletidsbestemmelser, betyder, at tungvognssektionen har sat fokus på køre- og hviletidsbestemmelserne samt på kontrolapparatet. Den overordnede målsætning er at få ulykkestallet ned til maksimalt 200 dræbte i den danske trafik i år 2012. Det har dog vist sig, at være svært: det gik fint i den rigtige retning i 2005 og 2006, men i 2007 vendte udviklingen og antallet af trafikdræbte nåede endda et godt stykke over niveauet i 2004.
Frank Davidsen fortalte bl.a., at målet i 2008 har været, at der skulle skal foretages 15.000 kontroller af lastbiler – herunder kontrol af 800 dyretransporter, 750 busser samt 1000 farlig godstransporter.
I forbindelse med overtrædelser af køre- og hviletid kom det frem, at man allerede i dag kan tiltale evt. medvirkende ved lovovertrædelser under udøvelse af transporter, som f.eks. speditører.
- Men det har aldrig været aktuelt at anvende muligheden. Når det bliver nævnt som en mulighed over for en vognmand, der har begået en forseelse, så klarer vedkommende altid selv sagen, lød det fra betjentene.
DønningerI de seneste uger har manglende sanktioner overfor udenlandske chauffører sat sindene i kog og ført til kritik af politiet. Men det forhold blev sat på plads på mødet.
Når man i dag ikke kan sætte ind med sanktioner over for en udenlandsk lastvognschauffør i en udenlandsk ejet lastvogn, som har begået en overtrædelse af køre- og hviltidsbestemmelserne i udlandet, er det ikke politiets skyld: Det er politikerne, der skal give politiet hjemmel til at idømme udenlandske chauffører sanktioner for forseelser, der er begået uden for Danmarks grænser, påpegede betjentene.
ÆndringDer er dog en ændring på vej:
- Lige nu er det ligesådan i vore nordiske nabolande som her til lands. Man kan ikke idømme udenlandske chauffører og vognmænd sanktioner for forseelser, der er begået i et udland. Men EU vil hjælpe bl.a. Danmark på vej. Inden 1. januar 2009 skal Danmark have tiltrådt EU’s regelsæt som giver hjemmel til at straffe udlændinge for forseelser der er begået på området for køre- og hviletidsbestemmelserne i udlandet, siger Davidsen.
Den nye forordning gælder helt specifikt overtrædelser af køre- og hviltidsbestemmelserne.
Mange opgaverPolitiets tungvognssektion har foruden kontrolaktiviteterne mange andre opgaver. Gruppen er en slags videnbank og specialisterne tilbyder således også generel support og uddannelse på tungvognsområdet.
Af andre opgaver kan nævnes bidrag til lovudvikling, assistance til ministerier og styrelser, autorisation af fartskriverværksteder, gruppen er ansvarlig myndighed for udstedelse af fartskriverkort, deltagelse i branchemøder samt udstillinger.
fba@transporttidende.com