Stormøde endte med krav
Ønske: Chauffører fremlagde deres bud på, hvordan danske lastvogne kan køre med danske chauffører.
Af Finn Bjerremand
Danske chauffører har ikke opgivet deres plads bag rattet på danske eksportbiler. Det kom frem på det stormøde, som Eksportchaufførernes Landsklub forleden holdt i Frederikshavn. Her karakteriserede chaufførerne østeuropæernes overtagelse af dansk transport som social dumping. Ordet blokade blev – næsten – ikke nævnt, men i stedet havde Eksportchaufførernes Landsklub en række krav, som de har fremsendt i et brev til både 3Fs Transportgruppe og Folketinget.
Kravene bunder chaufførernes og de få fremmødte vognmænds frustrationer over forholdene. Det er sidste udkald for mange danske vognmænd, som udfører transporter i udlandet med danske eksportchauffører.
På mødet blev der nævnt eksempler på chauffører, der er ansat i såkaldte udflagede virksomheder til fire euro i timen samt 12,5 procent feriepenge for den løn, der optjenes på dansk område.
Det skaber dels unfair konkurrence over for den danske chauffør. På den anden side er de forhold, som de udenlandske chauffører arbejder under ofte meget lidt misundelsesværdige, påpeger de danske chauffører.
Samtidig skal der være fuldstændig lighed, når det gælder regler og love. En dansk chauffør i en dansk registreret lastvogn må have krav på at blive behandlet på nøjagtig samme måde som en tilsvarende udenlandsk lastvognschauffør i en udenlandsk registreret lastvogn uanset hvor kontrollen finder sted i Europa, mener Eksportchaufførernes Landsklub.
Klubben kræver også mere tjek på om arbejdsgiveren betaler de nødvendige skatter m.v. uanset hvilket land firmaet hører hjemme i.
Ændring på vejEn kommende ændring af cabotagereglerne vil dog kunne rette delvis op på ulighederne. Efter de nye regler skal udenlandske lastvogne nemlig køre tilbage til deres hjemland efter at have kørt de tilladte tre cabotageture i et andet EU-land.
I dag kommer mange udenlandske chauffører meget sjældent hjem og det er ikke holdbart i i forhold til konkurrencen. Problemet er imidlertid, om kontrollen kommer til at fungere.
fba@transporttidende.com