Ringe effektivitet
Havnene skal fokusere langt mere på deres konkurrenceevne.
Det mener den norske professor og provokatør Per Olav Brett, der i dag er tilknyttet Ulstein Group.
- Danske havne er i dag primært arealudlejere, der fokuserer på størst mulig indtjening. Hvis de skal hente mere gods og klare sig i konkurrencen, så skal de blive meget bedre til at varetage kundernes interesser og behov. De skal være funktionelle havneoperatører og så kan de overlade arealudlejningen til kommunerne, sagde Per Olav Brett.
Han nævnte stevedoring som en af alle europæiske havnes akilleshæle.
- Undersøgelser har vist, at losningseffektiviteten for et skib svinger voldsomt. Hvis skibet anløber havnen om morgenen, så stiger effektivitet støt frem til klokken 10, hvor der er kaffepause. Herefter stiger effektiviteten efter et mindre dyk frem til frokost. Her dykker den voldsomt og så stiger den kun meget langsomt frem til fyraften, hvor man har losset omkring 50-60 procent lasten. Sjovt nok, så er man i stand til at losse de resterende 40-50 procent i løbet af de næste to timer – naturligvis på overtidsbetaling. En sådan effektivitetskurve ville aldrig blive accepteret andre steder og slet ikke, når man tænker på de summer, der er investeret i skibe, last og havnemateriel, sagde Per Olav Brett.
OverinvesteringerPer Olav Brett påpegede også, at der er alt for stort fokus på de store megahavne som Hamborg og Rotterdam.
- Der overinvesteres i de store megahavne, selv om de mindre regionale havne faktisk bærer mere end 60 procent af short sea godset i Europa. Fokus på de største havne bliver ikke mindre absurd, når man tænker på, at der praktisk taget ikke er mere plads til infrastruktur i disse havnes bagland. Her har de regionale havne – herunder de danske havne – en oplagt chance. Men det kræver, at de griber den, sagde Per Olav Brett.
- Den samlede samfundsøkonomiske pris for at øge lastmængderne på skib er forsvindende lille sammenlignet med, hvad det koster at øge godsmængderne på tog eller lastbil. Men man kommer først til at tage konsekvensen af dette simple regnestykke, når lastbilerne kommer til at betale den reelle omkostning ved vejgodstransporten. Som det er i dag, så er selv den tyske maut alt for lav.