Danske maskinstationer får nyt navn og nyt logo
Landsforeningen skifter navn til ”Danske Maskinstationer og Entreprenører”.
Da en række af de danske maskinstationer slog sig sammen i en brancheforening i 1962, var landmænd de helt dominerende kunder. Siden har flere og flere af maskinstationerne udvidet aktiviteterne på entreprenørområdet og mange af medlemsvirksomhederne arbejder i dag udelukkende med at løse entreprenøropgaver. De fleste har begge arbejdsområder på menukortet og endelig er der maskinstationer, som alene har beholdt fokus på landbruget.
- Det viser, at brancheforeningen er en forening i stadig bevægelse og derfor har vi efter et langt tilløb, hvor medlemmerne har været taget i ed, valgt at skifte navn, siger landsformand Søren Ulrik Sørensen.
I stedet for Landsforeningen Danske Maskinstationer hedder organisationen nu Danske Maskinstationer og Entreprenører (DM&E).
- Både det nye navn og det nye logo viser den udvikling og bredde, som medlemmerne repræsenterer. Vi har bibeholdt akset, som symboliserer vækst og landbrugsarbejde, men har nu tilføjet en gul frontskovl, der refererer til entreprenørarbejde. På den måde tilgodeser vi bedre de aktiviteter, som vore medlemsvirksomheder repræsenterer, understreger formanden.
Danske Maskinstationer og Entreprenører tæller cirka 600 medlemsvirksomheder, hvoraf 25 procent er rene entreprenører, 50 procent arbejder både med landbrug og entreprenøropgaver, mens de sidste 25 procent udelukkende arbejder med landbrugsopgaver. Tilsammen omsætter medlemmerne for 4,5 milliarder kroner årligt.