HFR blev hædret
Opbygger-virksomhed fik DI Initiativpris i Sønderjylland.
HFR blev hædret for sin mangeårige udvikling fra producent af kærrer i træ til en topmoderne opbyggervirksomhed, der leverer tidssvarende løsninger inden for trailere, påhængsvogne og kærrer.
- De stolte traditioner for høj kvalitet har altid været kombineret med moderne virksomhedsledelse. Den cocktail giver flotte resultater på bundlinjen hos adm. direktør Ulrik Frederiksen og hans dygtige folk i Aabenraa, og det selvom virksomheden befinder sig i benhård konkurrence med store multinationale producenter, sagde formand for DI Sønderjylland, Mogens Therkelsen, ved overrækkelsen.
Overskuddet er mere end fordoblet fra 2005 til 2007, hvor virksomhedens resultat var på knap fire millioner kroner.
- Ved at være lille, fleksibel og hurtig formår virksomheden at få overskud hvert år. Samtidig tænker HFR Trailer hele tiden i at strømline og effektivisere arbejdsgangene blandt de 30 specialuddannede smede, montører og ingeniører. Senest har virksomheden bygget en helt ny fabrik, så håndtering af løsdelene håndteres lynhurtigt, siger Mogens Therkelsen.
Trailerne og modulvogntogene fra HFR in Aabenraa eksporteres til Norden og Østeuropa.
- Fra Bergen til Budapest kører HFR's trailere rundt. Det er et vidnesbyrd, om at virksomheden kan noget særligt, siger Mogens Therkelsen.