Danske Speditører: Rolig nu
Direktør Martin Aabak tror ikke, at hver tredje lastbil bliver overflødig.
- Vi forventer, at markedet for vejtransport vil reagere fornuftigt på udviklingen i efterspørgslen. Selvfølgelig vil der ske en tilpasning, men det er i alles interesse - ikke mindst transportkøbernes - at det foregår på en organiseret måde, som kan tilsikre den nødvendige kvalitet og effektivitet i godstransporten, siger Martin Aabak, Danske Speditører, i en kommentar til onsdagens hovedhistorie i dagbladet Børsen om, at "nedturen gør 10.000 lastbiler overflødige".
- Ganske vist sker der i øjeblikket et samlet fald i volumen, men når man ser nærmere efter, dækker det over forskellige tendenser på forskellige markeder. I visse trafikker kan det endda føre til en bedre balance mellem indgående og udgående trafik. Det kan ikke afvises, at der er vognmandsforretninger, som individuelt står i en tvangssituation, men for andre består der muligheder som at køre en del af vognparken i garage eller at genforhandle leasingkontrakter. Det er en bedre forretning end prisdumping, siger Aabak.
- Hos de professionelle transportkunder vil der være forståelse for, at kapacitetstilpasning ikke kan ske over natten. Bratte ratefald afspejler, at nogle markedsdeltagere oplever tab, mens andre høster en windfall-gevinst - og alle risikerer pludselige flaskehalssituationer. Vi tror på fornuften i, at markedstilpasningen sker ordentligt og velovervejet, mener Martin Aabak.