Statskroner forbeholdt erhvervshavne
Transportminister Lars Barfoed vil ikke bruge infrastrukturmidler på de kommunale havne, der satser på byudvikling frem for udviklingen af havnene som aktive erhvervshavne.
Det er ifølge dagbladet Politiken de mange tilfælde af konflikter mellem kommunernes ønsker om byudvikling på de attraktive havnearealer og havnevirksomhedens behov, der nu får transportministeren til at fastslå, at de infrastrukturmidler, der bliver øremærket til havnene – herunder havnens forbindelser til det overordnede vejnet – i forbindelse med regeringens infrastrukturplan, kun bliver brugt på havne, der prioriterer udviklingen af havnen som erhvervshavn.
- Vi har ingen intentioner om at lave nye veje til godstransport på steder, hvor kommunen så laver havnen om til bolighavn. Derfor vil vi selvfølgelig sikre os, at investeringerne også går til de havne, der udvikler erhvervet, siger Lars Barfoed ifølge Politiken.