Fredeligt stormøde i Frederikshavn
Chaufførernes stormøde forgik i en god tone med en god opbakning - og ordet blokade forekom næsten ikke i debatten.
Derimod har Eksportchaufførernes Landsklub en række krav, som de har fremsendt i et brev til både 3Fs Transportgruppe og Folketinget:
1) Lige behandling vedrørende sanktioner som udløses ved brud på køre-/hviletids regelsættet: Er reglerne vedrørende køre- og hviletid overtrådt, skal udlændinge have samme bødestraf som en dansker vil blive pålagt. F.eks. 3000 kr. til chaufføren og 6000 kr. til vognmanden. Begrundelsen for dette krav er at sanktionerne skal have den samme præventive effekt over for alle, ellers virker de konkurrenceforvridende, hvilket er stik imod intentionerne i råds direktivet.
2) Større brug af muligheden for at placere et medvirkeansvar: Ved gentagne overtrædelse af regelsættet for køre-/hviletid, skal der iværksættes en efterforskning, for derved at kunne konstatere om der er et medvirkeansvar fra transportkøbers side. Mange chauffører føler sig - til trods for de skærpede sanktioner - stadig pressede til at tilsidesætte reglerne
3) Skærpet kontrol af transportvirksomheder: Begrundelsen for dette krav ligger i at det konstateres at faglige sager vedrørende brud på kollektive aftaler er stigende. Disse sager dukker som regel op efter ansættelsesforholdet er afsluttet, hvilket mange gange er for sent. Forhold som beskrevet er skadelig for den seriøse del af branchen, og derfor er det nødvendigt at der er en instans, som kan foretage revision af vilkårene omkring løn og ansættelse. Skærpede sanktioner ved brud på reglerne for opretholdelse af tilladelser til transport for fremmed regning er et krav for at kunne virke præventiv.
4) Evaluering af udstationeringsdirektivet: Omgående vedtagelse af direktivet om vikaransattes arbejdsforhold, hvori det tydeliggøres, at der straks skal gælde samme regler for vikarer, som hvis de var ansat direkte af virksomheden selv.
5) Vedtagelse af foranstaltninger, der skal bekæmpe skuffeselskaber – virksomheder, der ikke driver en ægte og meningsfuld forretning i oprindelseslandet, men som kun er oprettet – nogle gange endda direkte af hovedentreprenøren i værtslandet, med det formål at yde ”tjenesteydelser” til værtslandet for at undgå fuldt ud at skulle anvende værtslandets bestemmelser, navnlig med hensyn til lønninger og ansættelsesvilkår. Begrundelsen for disse krav er bl.a. at der til stadighed ses en udflagning af virksomheder til datterselskaber i udlandet, som derefter bliver placeret i hjemlandet, for derved at omgå kollektive aftaler og ansættelsesvilkår.
6) Vedrørende vikarer, er det blevet bemærket at en del af disse er helt uden reel ansættelse (sort arbejde). Andre ansættes til at yde service på andet lands vogne til anden kollektiv gældende aftale end den gældende for vognens hjemland. Der skal medbringes ansættelsesaftaler, som er godkendte af organisationerne for arbejdstager og arbejdsgiver. Med opfyldelse af dette krav får myndighederne et redskab i hånden, hvor det kan konstateres at pågældende arbejdstager reelt er i et ansættelsesforhold, hvor vilkårene for ansættelse og socialsikring er overholdt.
Billedet viser formanden for Eksportchaufførernes Landsklub, Carsten Paulin, på talerstolen.