23948sdkhjf

Meget mere end flytning

Adams Transport i Hvidovre er i dag en del af et globalt flytte- og relocationsnetværk.

Adams Transport i Hvidovre er i dag en del af et globalt flytte- og relocationsnetværk.



Af Lars Lassen

Adams Transport Co. ApS i Hvidovre er en af de få københavnske transportvirksomheder, der har to århundredeskifter med i firmahistorien. Men selv om flytning stadig er en kerneydelse for den gamle hæderkronede virksomhed, så har Adams gennemgået en kraftig produktudvikling i de senere år.

En udvikling, der dels har været drevet af udviklingen på markedet og kundernes ønsker. Men den har også været hjulpet godt på vej af Adams Transport Co. A/S skiftende udenlandske ejere og den stadigt tættere integration i det globale flytte og relocation netværk, der i dag hedder Team Allied. Adams Transport blev opkøbt af britiske Team Relocation Ltd., da amerikanske SIRVA solgte deres selskaber i Europa, bortset fra i Storbritannien og Irland, i foråret 2007. En handel, der omfattede selskaber i 14 europæiske lande. Samtidig indgik man en samarbejdsaftale med den oprindelige ejer Allied International, der er et verdensomspændende flyttefirma.

- Derfor skifter man navn til Team Allied og vi er i dag er en del af et verdensomspændende flyttenetværk, fortæller adm. direktør Carl Bohn, fra Team Allied/Adams Transport.

National og global

I praksis ligger de nationale danske aktiviteter i dag i Adams Transport, mens de internationale aktiviteter er placeret i Team Allied Moving og den i dansk sammenhæng næsten nye Team Relocation afdeling.

Adams Transport har fire afdelinger i Danmark. Ud over hovedsædet på Avedøre Holme i Hvidovre har virksomheden afdelinger i Helsingør, Odense og Århus.

Virksomheden beskæftiger op mod 90 medarbejdere. Heraf er godt en tredjedel beskæftiget i administrationen.

Carl Bohn blev ansat som produktions- og kvalitetschef hos Adams Transport i 1991. Han kom fra en stilling som uddannelseskonsulent i brancheorganisationen DTL, der dengang hed Danske Vognmænd.

På prøve

Efter et år forlod den daværende direktør en kriseramt flytteforretning og de svenske ejere tilbød Carl Bohn stillingen som adm. direktør. Efter et halvt år på prøve i direktørstolen blev Carl Bohn fastansat i stillingen.

Team Allied /Adams Transport omsatte sidste år for omkring 135 mio. kroner. Heraf stammer omkring 20 mio. kroner fra nationale flytteaktivteter – primært virksomhedsflytninger. Yderligere 20 mio. kroner hentes på flytteopgaver i Europa. Broderparten af omsætningen 70 mio. kroner kommer fra oversøiske flytteaktiviteter. Endelig henter virksomheden 17-20 mio. kroner på opmagasinering.

One-stop-shop

Adams Transport/Team Allieds forretningsmæssige fokus ligger i dag klar på virksomhedskunder.

- For et flyttefirma af vores størrelse, så er det mest interessant at fokusere på større kunder og opgaver. Hvis fru Hansen skal flytte fra Nørrebrogade til Amagerbrogade er vi selvfølgelig stadig klar. Men i vores system er den type opgaver knapt så interessante. Vi forsøger løbende at spørge os selv, hvad det er for kunder vi ønsker og hvad det er de efterspørger, siger Carl Bohn.

Derfor fokuserer virksomheden i dag mere på corporate account kunder. Et marked, der har udviklet sig markant herhjemme inden for de sidste 8-10 år.

- Tidligere var det mest rene flytninger, som kunderne her efterspurgte. I dag forventer de i langt højere grad one-stop-shopping, hvor de kan betale os for at løse alle opgaver, der er i forbindelse en flytning. Det er en positiv udvikling, hvor vi tidligere bød ind på selve flytningen, så tilbyder vi nu en komplet servicepakke, siger direktøren.

Specialisering

Den specialisering og opgradering af produktet betyder, at der er en bedre indtjening end ved klassiske flytteopgaver.

- For mange virksomhedskunder er det blevet essentielt, at de her svære ting er på plads fra dag et. Enhver kan flytte et kontor fra A til B. Det her kræver meget mere og den ekstra værdi, der følger med er kunderne også villige til at betale mere for, fortæller Carl Bohn.

Efterspørgslen efter totalløsninger betyder, at Team Allied/Adams Transport også tilbyder komplette virksomhedsflytninger, hvor Allied/Adams eksempelvis påtager sig nedtagning, flytning og genopbygning af samtlige faciliteter i en industrivirksomhed på den nye lokation.

- Det omfatter eksempelvis også, at vi skal sørge for at den nødvendige infrastruktur på den nye lokation er til stede, både når det gælder el og VVS-arbejde eller lignende, forklarer Carl Bohn. - Vi gør mere og mere i totalløsninger og det er både sjovere og mere udfordrende for ledelse og medarbejdere.

Servicemand

Adams Transport kører med 10-12 lastvogne og et tilsvarende antal pakmesterbiler med lift og 8-10 mindre biler. Dertil kommer omkring 25 undervognmænd.

Carl Bohn erkender, at han aldrig har betragtet sig selv som vognmand og betegnelsen flyttemand bliver også mindre og mindre dækkende.

- For mange år siden, sagde jeg, at jeg var flyttemand, når folk spurgte, hvad jeg var beskæftiget med. Det gør jeg ikke mere. I dag flytter vi mennesker og ikke bare deres bohave. Derfor ser jeg i dag mig selv som service- og relocationudbyder. Det er også den opfattelse, som vores medarbejdere i administrationen har. Vi lever af at levere ’peace of mind’ – fred i sjælen - når folk og virksomheder skal flytte, slutter Carl Bohn.

Team Allied - Team Group

Adams Transports moderselskab er britiske Team Group/Team Relocation Ltd, der har selskaber i en række europæiske lande.

Senest har Team Group i foråret 2008 overtaget de britiske og irske flytte- og relocationaktiviteter fra amerikanske Sirva. En handel, der blandt andet betød, at en af de tungeste brands i den europæiske flyttebranche, Pickfords, i dag er en del af Team Group. Team Group havde via Team Relocation overtaget Adams Transport og flytteselskaber i 10 andre lande i Europa fra Sirva.

Team Allied råder dermed over eget netværk i Europa og via et tæt samarbejde med Sirva har koncernen et verdensomspændende flytte- og relocation-netværk.

Tryg udstationering af medarbejdere

Team Allied i Danmark fik en ny afdeling i foråret, Team Relocation. Et forretningsområde, der er i hastig vækst.

Relocation-begrebet dækker over hjælp til medarbejdere, der skal udstationeres i udlandet, hvor arbejdsgiveren betaler en specialist for at klare alle de praktiske udfordringer ved at flytte en familie til et fremmed land.

- Der er naturligvis nogen, der syntes, at det er et spændende eventyr at flytte til et fremmed land. Men for de mange er det en stor og næsten uoverskuelig opgave. Her kan vi så gå ind og overtage ansvaret for alle de praktiske gøremål i forbindelse med en udstationering. Lige fra at finde bolig til familien, få registret medarbejderen og familien de steder, det er nødvendigt, finde skoler til børnene, job til konen og så selvfølgeligt selve flytningen. Men vi kan også hjælpe med at arrangere sprog- og kulturundervisning, så familien får lettere ved at tilpasse sig den omvæltning, som det kan være at flytte til en fremmed kultur, siger Carl Bohn.

Team Relocation beskæftiger i dag to fuldtidsansatte i Danmark. Relocation aktiviteterne dækker hele verden.

Kvalitet, miljø og socialt ansvar

Adams Transport har sat fokus på kvalitet i alle de år, Carl Bohn har siddet i direktørstolen.

- Vi arbejder meget med kvalitet. Vi blev i 90’erne den første flyttevirksomhed, der blev ISO9001-certificeret. Efterfølgende er vi certificeret i henhold til den særlige udgave som vores internationale brancheorganisation FIDI har lavet, siger Carl Bohn. Denne kvalitets standard betegnes FIDI FAIM

Ud over de almindelige ISO9001-krav, stilles der af FIDI krav til flytteselskabets økonomi, forsikringer, bygninger og personalet bliver testet skriftligt, for at sikre de har de nødvendige kvalifikationer i forhold til FIDI’s standarder

Virksomheden har også sat fokus på miljø og der er blandet andet udarbejdet en miljøhåndbog.

- Vi har som alle andre oplevet en stigende interesse hos myndighederne for leverandørernes miljøstandarder i forbindelse tilbud. Derfor har vi valgt at udarbejde en miljøhåndbog, hvor vi har anvendt ISO14001 standarden. Dog har vi fravalgt en ekstern auditering, da vi simpelthen ikke har den tid der skal til i hverdagen, siger Carl Bohn.

Seneste har Hvidovre-virksomheden skærpet fokus på begrebet social ansvarlighed.

- Efter vi er indtrådt i Team Allied, hvor man har en kodeks for social ansvarlighed, så har vi også øget fokus på dette område. Det havde vi nu i forvejen. Vi blev for et års tid siden ringet op af Københavns Kommune, der ville høre om vores politik omkring ansættelse af indvandrere, flygtninge og deres efterkommere. Her var det ganske tilfredsstillende, at vi kunne dokumentere, at vi allerede beskæftigede et betydeligt antal nye danskere, siger Carl Bohn.

Adams lange historie

Selskabet Adam kan trække sine aner helt tilbage til 1884, hvor generalkonsul Rasmus Ingwersen åbnede en ’kiosk’ i National i København, hvorfra man under mottoet ’Adam besørger alt’ ekspederede breve, pakker og anden transport.

I 1915 bliver virksomheden, der gradvist har specialiseret sig i transport og flytning, omdannet til aktieselskab. Seks år senere i 1921 tager Adam springet til Jylland, hvor man åbner et kontor med egne magasiner i Århus.

Farvel til hestene

Trækkraften havde siden Adams start været drevet med havre og hø. Men i 1946 tog virksomheden endelig afsked med hestene og lukkede den store hestestald til fordel for motordrevne flyttebiler.

I 1988 blev Adams flytteaktiviteter udskilt i et selvstændigt aktieselskab og Adams Transport Co. A/S blev herefter et rent flytteforetagende i BTL-koncernen.

Op gennem 1990’erne opkøbte Adams Transport flere konkurrerende virksomheder.

I 1998 udskilles Adams Transport & Co fra BTL og indgår herefter i Scanvan Group AB.

Fem år senere i 2003 bliver Adams Transport en del af den amerikanske flytte- og relocationgigant Sirva, som et led i koncernens ekspansion i Europa.

Sirva sælger i marts 2007 de europæiske flytteaktiviteter og dermed også den danske afdeling, Adams Transport, til britiske Team Relocation Ltd.

ll@transinform.com
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078