Højresvingsulykker er ikke kun chaufførens ansvar
Transportminister Lars Barfoed har været i åbent samråd i Folketingets Trafikudvalg om de tragiske højresvingsulykker.
Af Lars Lassen
I sin redegørelse pegede ministeren på, at de tekniske hjælpe-løsninger ikke er nok udviklede, til at virke 100 procent. Transportministeren slog fast, at han efter rådgivning af eksperter og embedsmænd derfor ikke vil anbefale tvungen brug af sensorer, kameraer og andre tekniske tiltag på lastbiler. De kan risikere at give falsk tryghed.
I stedet pegede han på, at både lastbilchauffører og cyklister kan gøre noget for at reducere antallet af højresvingsulykker i trafikken.
Lars Barfoed gennemgik også nogle af de tiltag, som regeringen har taget for at forhindre højresvingsulykker – herunder en gennemgang af samtlige signalregulerede kryds på statsvejnettet for vejtekniske løsninger, der kan forbedre trafiksikkerheden for cyklister i krydset. Det gælder f.eks. tilbagetrukket stoplinje, afbrydelse af cykelsti mm.
Der er bred politisk enighed om at styrke indsatsen mod højresvingsulykker og transportministeren fik ros fra både DF, S og SF for sin redegørelse.
SF’s trafikordfører, Pia Olsen Dyhr, mener dog ifølge Altinget.dk, at transportministeren var for hurtig til at afvise nogle af de mulige tekniske tiltag, Hun pegede på, at sidespejle heller ikke 100 procent forhindrer højresvingsuheld, men at de bruges, fordi de forhindrer nogle uheld.
DTL tilfreds- Vi må rose transportministeren for en grundig gennemgang af de tiltag, der allerede er og bliver iværksat for at vende udviklingen af de tragiske højresvingsulykker. Jeg noterede mig også ministerens bemærkninger om, at hvis den kedelige stigning i antallet af højresvingsulykker skal vendes, er det afgørende, at der fokuseres på adfærden både hos chauffører og cyklister – at ansvaret begynder hos én selv, siger direktør i Dansk Transport og Logistik, Erik Østergaard, der dog påpeger, at der hviler et særligt ansvar for chaufføren som fører af så tungt et køretøj som en lastbil.
Udenlandske chaufførerDansk Folkeparti ønsker undersøgt, om de udenlandske chauffører er overrepræsenterede i højresvingsulykkerne.
- Vi ved, at antallet af udenlandske chauffører stiger, derfor er det vigtigt, at undersøge, om de udenlandske chauffører er overrepræsenterede i disse ulykker. Samtidig må vi også sikre, at der kan stilles de samme krav til udenlandske lastbiler på som til danske, sagde Kim Christiansen, der ifølge Altinget.dk fik ministerens opbakning til, at dette skal undersøges nærmere.
Rette løsningerOgså International Transport Danmark roser transportminister Lars Barfoed for at turde sige det, andre ikke har villet sige højt.
- Det er glædeligt, at ministeren melder klart ud, at vi skal se på sagerne i et bredt og mere åbent perspektiv og ikke kun give chaufførerne skylden. Lastvognschauffører har længe følt sig hængt ud som de eneste skyldige, imens de sidder i førerhuset og må konstatere, at cyklisterne ikke altid selv ser sig for, og det har ikke været en fair diskussion, siger formanden for ITD, direktør Mogens Therkelsen.
ITD håber, at diskussionerne om højresvingsulykkerne vil ændre fokus nu, og at der bliver en åben debat fremover.
- Det handler ikke om at pege fingre, men om at finde de rette løsninger, så vi undgår ulykkerne. Hvorfor er der f.eks. ikke konsekvent forskudte lysreguleringsintervaller for bilisterne og cyklisterne?, spørger Mogens Therkelsen.
ll@transinform.com