Sommers Hjørne
Den generelle globale afmatning begynder så småt at påvirke os danskere.
Måske har du og jeg ikke mærket det på egen krop, endsige kommer til det, men profetier i pressen, fra aktieanalytikere og såkaldte eksperter varsler dårlige tider.
Samtidig har danske vognmænd nu fået endnu et reb hængt om halsen. Det sker med det tyske Forbundsråds forhøjelse af mautsatserne fra 1. januar 2009. Afgifterne i Tyskland for tunge køretøjer stiger i gennemsnit fra13,5 til cirka 19 eurocent pr. kilometer. Ikke, at den tyske brancheorganisationen BGL ikke gør deres for at bakke op om deres medlemmer, men Forbundsrådet har med et flertal fejet alle gode argumenter af bordet. Det får betydning for de tyske transportører, men sandelig i høj grad også for de danske.
Man siger jo, at maut-stigningen, der skal indbringe den tyske stat flere milliarder euro, skal benyttes til at udvikle Tysklands infrastruktur. Men den tyske brancheorganisation BGL frygter imidlertid, at pengene - som hidtil - ender i statskassen i stedet.
Ud over mauten, betaler danske eksportvognmænd jo forvejen meget høje afgifter, blandt andet i form af dieselafgifter. Et eksempel viser, at en vognmand betaler knap 400.000 kr. alene i afgifter for et typisk vogntog, der fast kører til Italien.
Og hvor er det så vognmændene skal sende regningen hen, spørger man sig igen og igen. Jamen, det kan kun blive kunderne, der skal have regningen. Det er jo tidligere delvist lykkedes ved mindre stigninger. Om kunderne så kan/vil acceptere yderligere stigninger, er måske en anden snak.
Det er hårde odds for en branche, der er grundlæggende for velfærden – som dagligt servicerer både dig og mig. Med den beliggenhed Danmark har, hvor danske vognmænd er tvunget til at transitere Tyskland for at nå det europæiske marked, rammer mautstigningen ekstra hårdt.
Nu kan det være, jeg risikerer at få ørerne i maskinen. Måske er det nu, man fra tysk side skulle overveje vejskat til private køretøjer, der benytter motorvejssystemet – i lighed med bl.a. Frankrig. Tænk på, hvor mange millioner køretøjer, der benytter Tyskland som transitland til sydligere feriedestinationer. En afgift på eksempelvis nogle få hundrede kroner, kan vel ikke slå bunden ud af privatpersoners feriebudget. Lad dog menigmand være med til at betale til et – i øvrigt – velfungerende Autobahn system.
Et andet sted, man nu forsøger at hente penge til den tyske stat, er ved markante stigninger på bøder ved trafikforseelser i Tyskland. Det kan man så ligesom bedre acceptere (jeg kan i det mindste).
Man skal regne med forhøjelser på op til 80-100 procent. Du kan læse mere herom på side 6 i denne udgave.
Danske vognmænd véd jo godt, hvornår den enkelte har tilladelse til at køre med gods om søndagen eller ej. Det er da derfor ok, at bøderne skærpes ved den overtrædelse. Et andet sted, jeg synes, det er helt på sin plads med kraftige bøder er, hvor trafikanterne ikke holder den nødvendige afstand til forankørende.
Ha’ det godt til vi ses igen.
PS: Bekymringer er som babyer; jo mere man kæler for dem, desto bedre trives de.