Dyrt: Udlevering af gods til forkert modtager koster dansk speditør 15.000.000 kr.

I seneste udgave af Danmarks Transport-Tidende kunne jeg med udgangspunkt i en helt frisk Sø- og Handelsretsdom fortælle om det strenge ansvar, der påhviler transportørerne, såfremt godset udleveres til forkert modtager.

Siden da har netop Sø- og Handelsretten den 6. november afsagt endnu en dom over samme tema i en omfattende sag, hvor spørgsmålet var, om et dansk speditionsfirma var ansvarlig som følge af, at seks forsendelser til en dansk producent af fladskærme (som senere gik konkurs) havde fået udleveret forsendelserne på trods af, at der på fragtbrevet var angivet, at en dansk bank var modtager (”consignee”), herunder om et eventuelt ansvar var begrænset og om det var forældet.

Endvidere var det et spørgsmål i sagen, om speditørens regreskrav mod producenten var sikret ved pant i medfør af NSAB § 14.

I sagen var der tale om lufttransport og luftfartsloven indeholder - ligesom i øvrigt de øvrige transportlove - forholdsregler om godsets udlevering. I luftfartsloven kaldes transportøren for ”befordreren” og § 101, stk. 4 indeholder følgende regel:

”Udfører befordreren afsenderens ordre, uden at afsenderens eksemplar af luftfragtbrevet eller gods-kvitteringen forevises, er befordreren ansvarlig for skade, som derved er påført rette indehaver af luftfragtbrevet eller godskvitteringen, dog med regres til afsenderen.”

Bestemmelsen følges op af § 102, stk. 1:

”Når godset er ankommet til bestemmelsesstedet, kan modtageren, medmindre afsenderen har udøvet sin ret i henhold til § 101, kræve godset udleveret af befordreren til sig mod betaling af de skyldige beløb og mod opfyldelse af befordringsvilkårene.”

Som nævnt var der i sagen også et spørgsmål om panteret, idet speditøren påberåbte sig den udvidede panteret i NSAB § 14, hvilket kræver, at NSAB er en del af aftalegrundlaget. Det særlige ved denne sag var, at Speditøren sådan set havde to aftaleparter - dels Producenten, der senere gik konkurs, dels Banken, som ville sikre sit tilgodehavende.

Speditøren fungerede i flere år som Producentens speditør og transportør navnlig vedr. forsendelser af dele til fjernsyn fra Østen til Danmark. Forsendelserne skete på grundlag af fragttilbud, hvoraf er fremlagt et par eksempler fra 2001, hvorpå forneden er angivet, at alle opgaver udføres i henhold til NSAB med henvisning til bestemmelserne om ansvarsbegrænsning, forældelse og panteret.

Banken etablerede den 29. september 2004 en ramme for importremburser til Producenten. Import-remburserne blev fra dette tidspunkt åbnet med Banken som ladningsmodtager, og Banken opbevarede som følge heraf transportdokumenterne vedrørende importremburserne indtil det tidspunkt, hvor Producenten havde behov for at få varerne udleveret til produktion.

Speditøren fungerede i en række tilfælde som speditør og agent for de enkelte transporter, og opbevarede på Bankens vegne varepartierne indtil disse blev frigivet til Producenten. Når Producenten havde behov for at få det enkelte vareparti udleveret, rettede Producenten henvendelse til Banken, der påtegnede transportdokumentet herom. Speditøren udleverede herefter efter anmodning fra Producenten varepartiet til Producenten.

Medio/ultimo september 2005 konstaterede Banken, at Speditøren i syv tilfælde, efter anmodning fra Producenten havde udleveret varepartier til Producenten i strid med transportdokumenterne, idet Banken var angivet som ladningsmodtager i dokumenterne og ikke havde frigivet varepartierne.

Ved skrivelse af 21. september 2005 tog Banken forbehold for at gøre et erstatningskrav gældende mod Speditøren, i det omfang Banken måtte lide tab som følge af fejludleveringer af varepartierne. Speditøren har bestridt dette erstatningskrav. Speditøren opbevarede samtidig andre varepartier til en samlet værdi, der den 10. oktober 2005 af Speditøren blev oplyst at andrage ca. DKK 37,8 mio. Værdien er opgjort på baggrund af de af Producenten oplyste indkøbspriser.

Speditøren gjorde gældende at have et regreskrav mod Producenten, svarende til det beløb som Bankens erstatningskrav i givet fald udgør, med sikkerhed i form af tilbageholdsret/panteret i varepartierne i medfør af NSAB 2000 § 14.

Speditøren afviste derfor at udlevere yderligere varepartier. Producenten har ikke bestridt dette regreskrav. Producenten bestred ikke dette regreskrav, men både Producenten og Banken bestred, at NSAB § 14 hjemler Speditøren adgang til at foretage en tilbageholdelse af varepartierne.

Producenten anmeldte den 21. september 2005 betalingsstandsning til Skifteretten.

Allerede i et brev af 15. april 2005 meddelte Speditøren, at Speditøren i henhold til NSAB havde panteret i Producentens varer oplagret hos Speditøren med nærmere angivelse af pantets omfang, omkostninger og at frigivelse af gods ville ske mod betaling af de påløbne omkostninger. I brevfoden var der den tidligere nævnte henvisning til NSAB 2000.

På betalingsstandsningsdagen den 21. september 2005 skrev Banken til Speditøren, at Speditøren havde erkendt i strid med nogle Air Way-bills at have udleveret de i fragtbrevene nævnte varer på trods af, at Banken var anført som varemodtager (”consignee”) i de nærmere angivne fragtbreve vedr. varer til en indkøbskurs på 2.437.333 USD svarende til knap 15.000.000 DKK. Banken forbeholdt sig at gøre erstatningsansvar gældende mod Speditøren.

Speditørens advokat anførte i brev af 4. oktober 2005 til Bankens advokat, at Speditøren agtede at udøve tilbageholdsret i henhold til NSAB § 14 dels for manglende betaling af fragt, 3.000.000 DKK, dels for Speditørens krav mod Producenten som følge af Producentens begæring om at få udleveret varer uanset, at disse varer ikke var frigivet af Banken.

I retten forklarede Producentens økonomichef, at udleveringen af varer i praksis foregik ved, at han ringede eller skrev til Bankens medarbejdere, og at de så aftalte, hvad der skulle til, for at dokumenterne kunne frigives.

Banken fandt ud af, om forholdene var i orden, og dokumenterne blev herefter sendt til Producenten. Nogle gange blev dokumenterne sendt med bud og de kunne ikke få udleveret varer fra Speditøren, før papirerne var i orden.

Han fik én gang om ugen fra Banken et oversigtsskema, og når der ikke var plads til frigivelse af papirerne i remburssystemet, forsøgte han at ”løse” problemet.

Den relevante medarbejder i Banken (”senior relations manager”) forklarede, at man kort før betalingsstandsningen erfarede, at der var sket fejludlevering til Producenten og man fandt herefter ud af, at de fejludleverede produkter var indgået i produktionen.

Banken havde ikke fået nogen orientering om fejludleveringerne og det var helt klart, at Banken ikke ville have accepteret udleveringen, idet der på de pågældende tidspunkter ikke var plads i remburssystemet.

Banken havde pant i de seks forsendelser, der blev fejludleveret, og det var i transportdokumenterne anført, at Banken var modtager, ”consignee”.

Den luftfartsansvarlige hos Speditøren forklarede bl.a. at han i praksis ikke var i besiddelse af de originale papirer, herunder fragtbreve, men at han i de fleste tilfælde fik papirerne i kopi af sine agenter.

Nogle gange fik man først efterfølgende dokumenterne, og i de tilfælde kontrolleredes leveringen af Producentens logistikchef. I visse tilfælde skete der udlevering til Producenten, uden at man havde original-dokumenterne, hvilket skyldtes den tillid til Producenten, som var opstået som følge af det langvarige samarbejde.

Havde man ikke dokumenterne, fik man et manifest tilsendt, hvori det som hovedregel stod, hvem modtageren af varen var.

De seks fejludleverede forsendelser blev udleveret i lufthavnen i Frankfurt, og derefter fragtet med vogn til Producenten, der aldrig selv hentede varer i lufthavnen. Speditøren var ikke tilstrækkelig opmærksom på problemstillingen i forbindelse med udleveringen og han kunne ikke nærmere redegøre for detaljer omkring fejludleveringerne.

Da sagen kom for Sø- og Handelsretten nedlagde Banken påstand om, at Speditøren skulle betale 14.814.442 DKK og at Speditøren endvidere skulle anerkende, at Speditørens tab som følge af erstatningsansvaret over for Banken ikke var sikret ved panteret eller i andet oplagret gods tilhørende Producenten.

Under sagen gjorde Speditøren gældende, at i forholdet mellem Speditøren og Producenten var NSAB 2000 gældende. Det var vedtaget mellem disse parter, og det var Banken klar over efter modtagelsen af brevet 15. april 2005.

Et udleveringsansvar var omfattet af NSAB 2000 § 14. NSAB 2000 var et agreed document og skulle derfor ikke fortolkes indskrænkende. Bankens krav var afledt af retsforholdet mellem Speditøren og Producenten; NSAB 2000 fandt derfor også anvendelse på dette krav. Banken var ikke en ”uden for transportforholdet stående part”, men deltog i en trepartsaftale og måtte støtte sit krav på denne aftale.

Speditøren havde tilbageholdsret for sit krav, som udsprang af et løbende mellemværende, der var længerevarende og omfattede et betydeligt antal transporter, 10-15 om ugen.

Banken havde udvist egen skyld ved ikke at føre tilsyn med transporterne. Banken var klar over, at transporterne var hastende, og at varerne skulle hurtigt ud i omsætningen. Det var derfor, det var lufttransporter.

Banken havde ikke kontrolleret sin sikkerhed, hverken ved fysisk kontrol eller revision af lagerlister eller lignende, selv om man var klar over, at Producentens økonomi var tyndslidt. Banken havde passivt forladt sig på, at man havde en ret som consignee. Men denne ret var uden større realitet, sådan som udleveringerne var foregået.

Speditøren havde derfor efter egen opfattelse ikke pådraget sig ansvar ved at udlevere godset til Producenten uden formel tilladelse fra Banken.

Sø- og Handelsretten startede med at slå fast, at udgangspunktet var, at Speditøren i 2005 udleverede seks forsendelser med panels til Producenten, og at Banken var anført som modtager i transport-dokumenterne vedrørende disse forsendelser.

Der var ikke grundlag for anvendelse af NSAB 2000 i forholdet mellem Speditøren og Banken. Dette fulgte allerede af, at der ikke var et kontraktforhold mellem Speditøren og Banken; forholdet mellem Banken og Speditøren blev reguleret af luftfartslovens bestemmelser samt af angivelserne i transport-dokumenterne.

Speditøren havde pådraget sig ansvar ved at have udleveret godset til Producenten uden Bankens samtykke. Dette var i strid med transportdokumenterne, hvori det var anført, at “On arrival of the goods at the place of destination, subject to the acceptance of other instructions from the shipper prior to arrival of goods at the place of destination, delivery will be made to, or in accordance with the instruction of the consignee.”, og i strid med luftfartslovens § 102, stk. 1, jf. § 101, stk. 4.

Retten var enig med Banken i, at luftfartsloven og transportdokumenternes udleveringer og ikke tab, skade eller forsinkelse som anført i luftfartsloven eller bortkomst, forringelse eller beskadigelse (NSAB § 26). Erstatningskravet måtte således som udgangspunkt opgøres til fakturaværdien af de fejludleverede varer, USD 2.428.000 omregnet fra USD til DKK på datoen, den 21. september 2005, hvor Banken rejste erstatningskrav over for Speditøren.

Efter vidneforklaringerne var det ikke godtgjort, at Banken ville have accepteret udlevering af forsendelserne til Producenten i tilfælde, hvor betingelserne herfor i henhold til parternes finansieringsaftale ikke var opfyldt.

Speditøren havde ikke godtgjort eller sandsynliggjort, at det forhold, at de fejlagtigt udleverede panels var indgået i produktionen hos Producenten, havde haft positiv indvirkning på Bankens engagement, og at udleveringen således ikke havde medført et tab for Banken svarende til den usikrede kredit, som Banken ved Speditørens udlevering blev påført.

Retten anførte videre, at de fejludleverede forsendelser var afsendt i perioden fra den 30. marts - 14. juli 2005 og var ankommet til Danmark i perioden fra den 28. juni - 1. august 2005. Sagen var anlagt den 31. august 2006. Erstatningskravet var omfattet af den 2-årige forældelsesfrist i luftfartsloven, hvorfor forældelse ikke var indtrådt.

Banken havde heller ikke som følge af passivitet fortabt retten til at gøre erstatningskravet gældende, idet Banken jf. skrivelse af 21. september 2005 til Speditøren havde gjort kravet gældende, så snart man blev vidende om, at fejludleveringerne var sket.

Herefter blev Bankens påstand taget til følge.

NSAB 2000 fandt anvendelse mellem Speditøren og Producenten. Af de af Banken og Producenten anførte grunde, som retten kunne tiltræde, kunne bestemmelsen i NSAB 2000 § 14 sammenholdt med § 2 ud fra bestemmelsernes ordlyd eller deres formål ikke udstrækkes til at omfatte Speditørens regres-krav mod Producenten. Retten fandt heller ikke, ligeledes af de af Banken og Producenten anførte grunde, at Speditøren på andet grundlag havde tilbageholdsret i det oplagrede gods, idet der ikke var konneksitet imellem Speditørens krav og besiddelsen af godset.

Herefter blev Bankens påstand 2 taget til følge. Der var mellem parterne enighed om, at konsekvensen af, at retten tog påstand 2 til følge var, at Speditøren skulle betale erstatning til Banken uden at kunne modregne med krav for fragt, mv., hvilket krav der i henhold til Producenten var pantesikkerhed i det tilbageholdte gods.

Henset til sagens udfald betalte Speditøren 550.000 kroner i sagsomkostninger til Banken, hvoraf 150.000 kroner udgjorde Bankens udgift til afholdt retsafgift og 400.000 kroner vedr. Bankens udgift til advokatbistand. Der var ved fastsættelsen af sagsomkostningerne taget hensyn til sagens karakter og hovedforhandlingens varighed.