Med Sea-Cargo til Amsterdam
Det norske rederi Sea Cargo har besluttet at etablere en ny rute mellem Esbjerg og Amsterdam.
Dermed gøres Esbjerg til et knudepunkt i Sea Cargos trafik. I forvejen har rederiet sejlet mellem Esbjerg og Bergen/Stavanger, og det er den rute, der nu forlænges med indsættelsen af et stort ekstra skib.
- Vi satser på at tiltrække trailertrafik, som kan undgå trængslen i Nordtyskland, siger den daglige leder af Sea Cargos kontor i Esbjerg, Jens Peter Nielsen, til Børsen.
Et andet incitament til at flytte trafik fra vej til skib er de stigende maut-priser fra nytår.
Jens Peter Nielsen peger desuden på, at ruten er interessant for specialtransporter i overstørrelse. Sea Cargo sejler første gang til Amsterdam 1. februar.
På Esbjerg Havn modtages nyheden om Sea Cargo og også Smyril Lines ankomst med glæde.
- Nu kan ruterne befrugte hinanden, og der kan opstå synergier, som fører mere med sig, siger salgschef Søren Clemmensen til Børsen.