Tschudi med flere anløb
Norske Tschudi Line har overtaget det Esbjerg-baserede Victoria Line og det har givet en del flere anløb – og muligheder - til Esbjerg Havn.
Tschudi Logistics A/S, som det nye selskab er blevet døbt, er agent for Tschudi Lines North Sea og Tschudi Lines Baltic Sea, som sejler på både Nordsøen og Østersøen. Tschudi Logistics tilbyder dør-til-dør transport af hele containere mellem Baltikum, Norge, Danmark og England.
Samtidig er Victoria Lines MV Carina med en lasteevne på 150 TEU blevet erstattet af det noget større skib MV Angela med en lasteevne på 400 TEU.
- Det er meget tilfredsstillende, at vi nu råder over fire større og hurtigere fartøjer, der virkelig kan klare såvel Østersøen som Nordsøen også i hårdt vejr, således at vi kan være sikre på at kunne overholde sejlplanen, siger Hardy Jørgensen fra Tschudi Logistics til Esbjerg Havns blad Hav og Kaj.
Tschudi Logistics tilbyder eksport til England på to ugentlige afgange, en enkelt ugentlig eksport-afgang til Norge og en ugentlig importmulighed fra Baltikum (Helsinki-Muuga/Estland).