23948sdkhjf

Gods er en sag for familien

Nye tider: Erik Petersen har sat gang i generationsskiftet hos Esbjerg Gods. Det kommer til at tage nogle år.

Nye tider: Erik Petersen har sat gang i generationsskiftet hos Esbjerg Gods. Det kommer til at tage nogle år.



Af Gwyn Nissen

Erik Petersen er omdrejningspunktet i Esbjerg Gods, og selv om den 65-årige vognmand ikke skænker pensioneringen mange tanker, så har han forberedt generationsskiftet i virksomheden. Og modsat sin far, har han inviteret sønnerne ind i firmaet.

- Så længe jeg stadig synes det er sjovt og spændende, har jeg ikke lyst til at slippe virksomheden. Men jeg vil gerne aflastes, siger Erik Petersen om det igangværende generationsskifte, som han og driftsleder Benno Jensen har indledt.

Ejerkredsen er blevet udvidet med Erik Petersens tre sønner og en medarbejder.

- De skal oplæres, til at kunne klare alle situationer, siger Erik Petersen. Selv om hans sønner har flere års erfaring i virksomheden, har de ikke som han selv haft mulighed for at vokse med virksomheden.

- De begynder på et helt andet grundlag. De er trådt ind i en stor virksomhed med mange medarbejdere og kunder, og hvor tingene er nødt til at fungere, siger Erik Petersen, der dog også konstaterer, at det ikke er forkærligheden til lastbiler, der har fået sønnerne ind i branchen.

- Det er virksomhedsdrift, og det er de ved at lære.

Han vil selv fornemme, hvornår tid er. Det handler dels om at være tryg ved den næste generations handlinger og viden på området, og om hvornår de unge kan selv.

Indtil da er Erik Petersen fortsat omdrejningspunktet og drivkraften i Esbjerg Gods.

Esbjerg Gods A/S

Esbjerg Gods A/S hed indtil for nylig Esbjerg Godstransport og var ejet af Erik Petersen (90 procent) og driftschef Benno Jensen (10 procent).

Det nye selskab Esbjerg Gods A/S ejes til 51 procent af Erik Petersen og Benno Jensen, mens de resterende 49 procent er i hænderne på Erik Petersens tre sønner Christian (34 år), Jesper (32 år) og Per (28) år, der hver har 13 procent af aktierne) samt transportkonsulent Carsten Overby, der ejer ti procent af aktierne.

Godset er flyttet

Esbjerg Gods er netop flyttet fra to lokationer i Esbjerg til et helt nyt domicil i Esbjerg-området Kjersing.

Her har Esbjerg Gods 62.000 kvadratmeter indhegnet areal og en ny administrationsbygning på 500 kvadratmeter og 8000 kvadratmeter lager. I løbet af det næste års tid skal der desuden udvides med 600 kvadratmeter værksted.

gwyn.nissen@transporttidende.com
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063