23948sdkhjf

Vestjysk vognmand i vækstsporet

Esbjerg Gods: Lastbilerne trak i Erik Petersen, der på 30 år har skabt en blomstrende vognmandsforretning.

Esbjerg Gods: Lastbilerne trak i Erik Petersen, der på 30 år har skabt en blomstrende vognmandsforretning.



Af Gwyn Nissen

Erik Petersen var som ung ikke i tvivl om, at han skulle have med lastbiler at gøre. Han kunne lide lastbiler og hans far drev en vognmandsforretning i Vestjylland. Så det lå ligesom i kortene, at sønnen skulle følge i faderens fodspor. Men Erik Petersens far så helst, at sønnen fik en helt anden levevej: Så lastbilerne måtte vente lidt og Erik Petersen kom i stedet i lære i brugsverdenen – hvor han til brugsuddelerens store undren tog det store kørekort med hænger. Og da Erik Petersen var soldat, solgte faderen sin vognmandsforretning.

- Det var nok hans måde, at forhindre, at jeg efter soldatertiden ville vende hjem til vognmandsforretningen, siger Erik Petersen med et smil.

Han fortsatte en lovende karriere inden for FDB, men kærligheden til lastbilerne slap ikke taget i ham. Da Erik Petersen i 70’erne vendte hjem fra USA hjalp han lidt til med papirarbejdet i svogerens vognmandsfirma og siden endte han i 1978 med at købe svogerens virksomhed. Esbjerg Godstransport var født og for Erik Petersen gik en drøm i opfyldelse. Han begyndte med seks lastbiler og har siden befundet sig i vækstsporet.

- Jeg måttet dog sande, at interessen for lastbiler ret hurtigt kom til at dreje sig om det rent forretningsmæssige, og jeg har aldrig rigtig kørt som chauffør, efter at jeg har overtaget forretningen, forklarer Erik Petersen.

100 ansatte

Til gengæld er der 70 andre chauffører, der kører for ham i dag, og virksomheden har rundet de 100 medarbejdere. Det er sket gennem organisk vækst og opkøb af mindre vognmandsvirksomheder gennem tiden – senest for to år siden, da Esbjerg Godstransport overtog kølevognsafdelingen fra Verner Nielsen i Horsens.

- Vi har været meget bevidste om, at vi kun har overtaget virksomheder, der også passer til os, siger Erik Petersen. Og så er vi et lokalt vognmandsfirma, der koncentrerer sig om det midt- og vestjyske, hvor vi blandt andet kører for Transportgruppen.

Han er drivkraften i det, der i dag hedder Esbjerg Gods, og han lægger ikke skjul på, at stilstand ikke findes i hans ordforråd.

Udvikling

- Det handler om hele tiden at have nye ideer, være omstillingsparat, gøre tingene anderledes end dine konkurrenter og gøre det bedre. Men vi siger altså også nej til opgaver – vi vil være 100 procent sikre på, at vi kan håndtere en opgave, siger Erik Petersen.

Den politik har skaffet Esbjerg Gods mange små og mellemstore kunder, så selv de 20 største kunder kun udgør 65 procent af forretningen.

- Det er hverken sværere eller mindre sjovt, at drive virksomhed i dag – men forretningen er blevet større, konstaterer Erik Petersen tilfreds.

gwyn.nissen@transporttidende.com
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062