23948sdkhjf

Kampagne: Sikkerhed starter bag rattet

På kanten: Varebilskampagne skal få erhvervsvirksomheder til at forbedre chaufføradfærden i varebiler

På kanten: Varebilskampagne skal få erhvervsvirksomheder til at forbedre chaufføradfærden i varebiler



Af Lars Lassen

I Storbritannien kender alle ’the white van man’ – chaufføren af en af de mange mere eller mindre anonyme hvide kassevogne, der har gjort rådden kørsel til en livsstil.

Men selv om problemet med aggressive van-chauffører formentlig er langt mindre i Danmark, så har de fleste danske bilister oplevet varebiler, der kører på kanten af det fornuftige.

Derfor har Vejdirektoratet og de regionale trafiksikkerhedsråd nu iværksat kampagnen ”Vis vejen”, der skal forbedre chaufførkulturen i de mange danske erhvervsvirksomheder, der anvender varebiler.

Chefens ansvar

Kampagnen beder per brev virksomhedernes chefer eller sikkerhedsansvarlige om hjælp til at nedbringe antallet af ulykker med varebiler.

Det skal ske ved at chefen opstiller klare rammer for, hvordan medarbejderne skal opføre sig i trafikken, når de kører i virksomhedens biler.

”Vis vejen” råder virksomhederne til at fokusere på tre nøglefaktorer, der kan hindre alvorlige ulykker: hastighed, sikkerhedssele og spirituskørsel.

- Det kan spare mange alvorlige ulykker. De opfordres til at tage en snak med medarbejderne om, hvordan de vil have, at deres varebiler bliver kørt. Chefen kan også vælge at indføre en decideret trafiksikkerhedspolitik for virksomheden, siger Jens K. Ørnskov, som er formand for Syddanmarks Færdselssikkerhedsudvalg.

Flere gevinster

I Hovedstadens Færdselssikkerhedsudvalg (HFU) påpeger formanden, Jarl Ahlers Mortensen, at en bedre færdselssikkerhedskultur i virksomheden betaler sig på flere måder

- Ved at undgå trafikulykker med varebiler, kan virksomheden spare mange penge på værkstedsregningen og stigende forsikringspræmier, og en trafiksikker adfærd fører også til besparelser på brændstofforbruget, siger Jarl Ahlers Mortensen.

Vicepolitiinspektør Erik Radmer Jensen fra Københavns Vestegns Politi giver flere gode grunde til at tale om trafiksikkerhed på arbejdspladsen:

- Mange varebiler og mindre lastbiler taber ofte materialer på vejen, fordi materialerne ikke er tilstrækkeligt fastgjorte. Dette er til store fare for andre bilister. Ligeledes er der stadig også mange der ikke bruger sikkerhedssele. Brug af selen kan betyde forskellen mellem liv eller død, hvis man bliver involveret i en trafikulykke”.

Typiske varevognsuheld

10 blev dræbt og 147 kom til skade i trafikulykker med varebiler i år 2007 alene i Vejcenter Hovedstadens område.

De typiske ulykker med varebiler er mødeuheld i modsatte vognbane og bagende kollisioner. Tre af de medvirkende årsager til trafikulykker med varebil er:

- Uopmærksomhed

- Manglende afstand 

- Manglende manøvreegenskaber

pga. køretøjets konstruktion

Førere af varebiler glemmer desuden oftere selen end andre bilister.

Information

Både chefer og medarbejdere kan hente trafiksikker inspiration, argumenter og redskaber på www.visvejen.nu

Kampagnen ”Vis vejen” gennemføres af de regionale færdselssikkerhedsudvalg i Nordjylland, Syddanmark, Hovedstaden og på Sjælland.

ll@transporttidende.com
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.049