Kunsten at råbe chaufføren op
Erfaringer: Svensk trafiksikkerhedsseminar i København satte blandt andet fokus på behovet for ændret mentalitet hos trafikanterne.
Af Lars Lassen
- Vi kan lære af hinanden og det gør vi også, forsikrede formanden for havarikommissionen for vejtrafikulykker Sven Krarup Nielsen, da svenske trafiksikkerhedseksperter fra både myndigheder og industri præsenterede Sveriges indsats for trafiksikkerheden.
Sven Krarup Nielsen erkendte, at Sverige på en række områder er længere fremme end Danmark og at det ikke altid er let, at overføre trafiksikre erfaringer over Øresund.
- I forbindelse med det stigende antal dødsulykker i de sidste par år i Danmark, så har vi konstateret, at et stigende antal alvorlige trafikulykker, hvor alkohol er en ulykkesfaktor. Her virker det logisk, at kigge på erfaringerne i Sverige, blandt andet med brug af alkolås. Men det politiske system kræver nu en gang, at vi selv er nødt til at undersøge effekten af et sådant tiltag, før der træffes beslutning. Men det er ikke forbudt, at hente inspiration, sagde Sven Krarup Nielsen.
SikkerhedsselenMens der er både ligheder og markante forskelle på tilgangen til trafiksikkerhed i Danmark og i Sverige, så var det også tydeligt, at begge lande kæmper med ens problemer.
Ud over høj fart og alkohol, så har begge lande oplevet en stigning i antallet af dødsulykker i de sidste to år.
For mens en række tekniske fremskridt og innovation har mindsket ulykkes risikoen og graden af personskade, så kniber det gevaldigt, at få førerne af motorkøretøjer til at droppe de uvaner, vi alle egentlig godt ved skader trafiksikkerheden
Lederen af Vägtrafikinspektionen – der er den svenske pendant til Færdselsstyrelsen – Lars Bergfalk gav et rids over den svenske trafiksikkerhedsindsats siden anden verdenskrig. Herunder både succeser og fiasko.
Blandt succeserne er at 90 procent af alle svenske førere og passagerer i personbiler bruger sikkerhedssele i dag. Og praktisk taget alle svenske forældre har forstået, hvor vigtigt det er at fastspænde børn ordentligt.
- Men desværre er erkendelsen ikke nået ind i førerhusene på lastbilerne. Her er det kun omkring 30 procent af chaufførerne, der bruger sikkerhedsselen, sagde Lars Bergfalk.
Fire ud af ti trafikdræbte bruger ikke sikkerhedssele, der også halverer de skader, som overlevende pådrager sig i alvorlige trafikulykker.
Fart på hjernenSverige har opnået delvis succes, når det gælder om at sænke farten – ikke mindst fordi man har opsat næsten 1000 automatiske trafik kameraer (ATK), der fotograferer fartsyndere. Danmark opsætter næste år 10 på Sjælland på forsøgsbasis.
- Men vi må erkende, at vi endnu ikke har fået førerne til at køre, som om de har forstået, at der er en sammenhæng mellem fart og ulykker, sagde Lars Bergfalk. Han fremhævede to indsatsområder, der kan bidrage til den nødvendige mentalitetsændring.
- Der er behov for en bedre føreruddannelse end den vi kender i dag og så skal arbejdsgiverne påtage sig et øget ansvar. En meget stor andel af trafikanterne kører i erhvervsmæssig sammenhæng og et øget fokus på trafiksikker adfærd i virksomhederne vil give betydelige gevinster. Derfor arbejder vi også på, at udvikle særlige ledelsesværktøjer, der skal gøre det let at opbygge en ansvarlig trafiksikkerhedskultur i virksomhederne, sagde Lars Bergfalk.
I Danmark er der netop taget hul på en kampagne, der retter sig mod førerne af vare- og kassebiler.
ll@transporttidende.com