Vognmand med lidenskab for veterankøretøjer
En af landets største møbeltransportører – og veteranbil-entusiaster – holder til i Hedensted.
Indehaver af Anders Sørensen Møbeltransport A/S, vognmand Anders Sørensen, etablerede sin vognmandsforretning tilbage i 1974. Inden da havde han været kontorassistent på en møbelfabrik om vinteren og kørt lastvogn om sommeren.
Firmaet, der kom til at hedde Glud Møbeltransport, opstod nærmest ved en tilfældighed, fordi en møbelfabrikant valgte at sælge sine tre lastvogne. Virksomheden voksede med tiden og der kom flere og flere lastvogne til, ligesom virksomheden måtte skifte terminal for at få mere plads.
I 1987 blev virksomhedens navn ændret til GM Transport og i 1990 blev halvdelen af selskabet solgt til en svensk transportvirksomhed i Tibro, der er specialiseret i transport af møbler. Fem år senere blev resten afhændet til den svenske koncern.
Ny virksomhedAnders Sørensen sikrede sig dog, at han kunne etablere sin nuværende vognmandsvirksomhed, der siden har udviklet sig til en alsidig virksomhed indenfor såvel møbeltransport som logistik. I 2004 blev en helt nybygget terminal på 15.400 kvadratmeter taget i brug lige ud til motorvejen E45 ved i Hedensted.
Der gik dog ikke lang tid før den første udvidelse viste sig at være nødvendig. 2007 år blev der således bygget to nye haller på i alt 4000 kvadratmeter, så der i dag er i alt knap 20.000 kvadratmeter terminal, lager og administration på den 65.000 kvadratmeter store grund.
I år har Anders Sørensen Møbeltransport måttet tage yderligere10.000 kvadratmeter lager i brug på et fjernlager i det omkringliggende industrikvarter.
På nettetVognmand Anders Sørensen venter i øjeblikket på, at det industrikvarter i Hedensted, hvor hans virksomhed ligger, bliver koblet på modulvogntogsnettet.
Anders Sørensen Møbeltransport er en af de virksomheder, som virkelig kan spare på brændstof og dermed miljøet, ved at anvende modulvogntog i driften.
VeteranAnders Sørensen er ikke blot kendt for sin vognmandsforretning, men også i veterankredse.
Anders Sørensen er med sin flotte Scania L50 fra 1968 bl.a. fast deltager i det årlige Veteranrally i Silkeborg.
MøbeltransportAnders Sørensen Møbeltransport har flere store varehuskæder som kunder. Til at klare transporterne råder virksomheden over 28 trækkere samt 80 trailere. På den administrative side er der i alt seks medarbejdere.