Blå stempel til arealsalg i Aalborg
Aalborg Havn A/S salg af arealer på Østre Havn hviler på lovlig grund.
Det har Kystdirektoratet afgjort efter en klage fra et tidligere byrådsmedlem stillede spørgsmålstegn ved lovligheden af den kommunale aktieselskabshavns salg af havnearealer på Østre Havn.
Kystdirektoratet mener at Aalborg Havn A/S hverken har overtrådt havneloven eller aktieselskabsloven ved sit salg af arealerne i Østre Havn til entreprenørfirmaet A. Enggaard A/S.
Samtidig fastslår Kystdirektoratet, at eftersom Aalborg Kommune ved stiftelsen af Aalborg Havn A/S i 2000 overdrog havnearealerne til selskabet, skal salgsprovenuet tilfalde aktieselskabet og ikke kommunekassen.
Klageren, det tidligere byrådsmedlem, Rainer Dannemare, mente ikke salget var lovligt, fordi Aalborg Havn A/S kun har lovhjemmel til drive havnevirksomhed, men ikke salg af arealer uden samtykke med byrådet.
Modsat har bestyrelsen for Aalborg Havn A/S i sin redegørelse til Kystdirektoratet meddelt, at beslutningen om at sælge arealerne i Østre Havn blev truffet ud fra rent forretningsmæssige hensyn. De primære lejere af arealet, grovvarevirksomhederne Hedegaard og DLG havde tilkendegivet, at de overvejede at flytte deres aktiviteter fra Østre Havn, og Aalborg Havn A/S kunne således risikere, at der ikke længere var lejere til arealet. Det var i den situation, der viste sig en mulighed for at sælge arealerne på vilkår, havnebestyrelsen vurderede som gode. De to virksomheder kunne tilbydes faciliteter på havnen i Nørresundby, så havnen kunne fastholde godsomsætningen og de deraf følgende havneafgifter som indtægter.
Kystdirektoratet har også afvist påstanden om, at området skulle være sendt ud i offentligt udbud, da der ikke findes krav om udbud i Havneloven.
Sagen er dog ikke endeligt afsluttet. Enhedslistens medlem af folketinget Per Clausen har i en klage over sagsforløbet bedt Konkurrencestyrelsen vurdere, hvorvidt den aftalte pris på arealerne i Østre Havn svarer til markedsprisen. Denne sag afventer stadig sin afgørelse.