Fleksibilitet i forsøget
DI Transports direktør Michael Svane ser en åbning i modulvogntogsforsøget
DI Transport har netop fået en tilbagemelding på sit høringssvar til Vejdirektoratet, og heri ligger der ifølge Svane en klar opfordring og vejledning til at søge forsøget udvidet.
- Vejdirektoratet henviser os til Transportministeriet for at få udvidet forsøget, siger Michael Svane.
Det gælder blandt andet i forbindelse med virksomheder, der ligger tæt op ad modulvogntogsruten samt virksomheder, der ligger klos op ad for eksempel transportcentre, der er udpeget som omkoblingspladser.
- Vi har selv en halv snes sager, som vi arbejder med i DI. For eksempel har vi en virksomhed, der ligger 400 meter fra en omkoblingsplads. Virksomheden vil gerne køre med modulvogntog og alle ved, hvad der vil ske, hvis virksomheden skal bruge omkoblingspladsen. Så i stedet for at bringe en sådan virksomhed i uføre håber vi på en ansvarlig og pragmatisk løsning, siger Michael Svane.
Når Vejdirektoratet ikke selv har kunnet give dispensationer, skyldes det, at myndigheden har udfyldt de givne rammer. Skal de udvides, kræver det politiske ændringer – og det er dem, DI Transport og de øvrige brancheorganisationer prøver at få gennemført.
- Selv om vi ser det her som en åbning, er det vigtigt, at branchen håndterer det med fornuft og omtanke – og ikke som en ladeport, siger Michael Svane.