Lastvognsproducent satser stort på sikkerhed
Mercedes-Benz har netop taget et helt nyt testcenter i brug, hvor man både kan teste om kvalitet, komfort m.v. er i top og samtidig teste forskellige sikkerhedsforhold.
På det økonomiske plan er der tale om en massiv investering på 80 mio. euro (omregnet ca. 600 mio kroner) – altså mere end en halv mia. kroner.
Den nye testbane har vejprofiler fra hele verden, så man kan udsætte lastvognene for alle mulige tænkelige typer af vejbaner. Det er lige fra almindelig asfaltbelægning, som er lappet, til brostensagtige veje og direkte "torturbelægninger".
Ved anvendelsen af testbanes mange muligheder når man ca. 90 % af det belastnings- og stressniveau som lastvognene normalt kan blive udsat for hos kunder verden over.
Anlægget har også et område til test af lastvogne under høje hastigheder, hvor der i kurverne er indlagt hældninger op til 26 grader.
Det nye testområde omfatter også et konstruktionsfelt, hvor bygge- og anlægskøretøjer kan testes for deres færdigheder uden for normal vej.
Med det nye testområde har Mercedes fået gode kort på hånden for at gennemføre tests - både på enkelte komponenter inden de implementeres i lastvognene og komplette køretøjer. "Torturstrækningerne" er gode til test af både affjedring, styretøj, førerhusaffjedring, køre-komfort og driveline m.v.
Testcenteret EVZ ligger tæt ved lastvognsfabrikken i Wörth am Rhein.