Danmarks Transport-Tidende er messens mediepartner
Når Transport 2009 åbner dørene til MCH Messecenter Herning til marts næste år, bliver det med Danmarks Transport-Tidende som eneste officielle fagmediepartner.
Konkret betyder det, at udstillere og messegæster alle fire udstillingsdage vil få en aktuel otte siders messeavis. Skrevet, fotograferet og produceret aftenen før med nyheder, informationer og aktuelle reportager i et oplag på 5000 eksemplarer.
Avisen bliver selvfølgelig også tilgængelig på nettet – for de - der mod forventning – ikke kommer til Transport 2009.
Samarbejdet med MCH er det seneste bevis på den linje, som Danmarks Transport-Tidende har lagt siden foråret, som også handler om at skabe nye netværk og samarbejder.
- Vi vil være med, hvor det sker og det er ikke sidste gang, vi vil optræde som samarbejdspartner for branchens aktører, siger chefredaktør Gwyn Nissen.
- Vi er sikre på, at messeavisen bliver en succes – til gavn for MCH, den danske transportbranche og ikke mindst os selv.
Virksomheder, der vil have del i succesen, kan allerede nu henvende sig til Danmarks Transport-Tidendes salgsafdeling, da messeavisen giver rige muligheder for at profilere sig overfor branchen og offentligheden.