Langsigtet infrastrukturkommission er et godt initiativ
ITD hilser Lars Løkke Rasmussens ønske om en vision for infrastrukturen frem til 2050 velkommen.
- Før der tænkes endnu mere langsigtet, er det er vigtigt for erhvervet, at regeringen først og fremmest gennemfører planen om at fremlægge et transportudspil for bedre infrastruktur og bæredygtig transport ca. 1. december i år. Det har hele transporterhvervet brug for, og vi forventer først og fremmest at se en ambitiøs plan, som iværksættes og viser resultater hurtigst muligt, siger formand for International Transport Danmark, direktør Mogens Therkelsen, Padborg.
- Vi ser gerne, at regeringsudvalgets opgave med at prioritere projekterne i investeringsplanen forlænges, for vi er ikke i tvivl om, at der er brug for at vurdere realiteterne i et samfundsøkonomisk perspektiv - også længere frem end til 2030. Men lad os nu se den allerede planlagte plan først, så vi ikke kommer bagud, allerede inden vi er startet, siger Mogens Therkelsen.