En sag med konsekvenser
Virksomhed og chauffør er omfattet af regler for farligt gods – også på vej hjem til frokost i en ”tilfældig” bil.
Den 7. okt. 2008 blev der afsagt dom mod en virksomhed, der havde transporteret farligt gods efter undtagelsesbestemmelserne i ADR 1.1.3.1 litra c.
Kort fortalt går sagen ud på, at en virksomheds medarbejder blev kontrolleret af politiet under kørsel med en såkaldt entreprenørtank på 400 liter. Medarbejderen var i den tro, at entreprenørtanken er tom, men under kontrollen viste det sig, at den er helt fuld. Til politiet forklarede chaufføren, at han var på vej hjem for at spise.
Af ADR 1.1.3.1 litra c fremgår det, at nedenstående transport er undtaget fra bestemmelserne i ADR:
”Transport udført af virksomheder, der som en underordnet aktivitet i forhold til deres hovedaktivitet, transporterer farligt gods, f.eks. leveringer til eller returvarer fra bygge- eller entreprenørarbejdspladser, eller i relation til overvågning, reparation eller vedligeholdelse, i mængder på højst 450 liter pr. emballage og inden for de mængdegrænser, som er angivet i 1.1.3.6. Der skal træffes foranstaltninger til forebyggelse af udslip af indholdet under normale transportforhold. Disse undtagelser gælder ikke klasse 7.
Transport af farligt gods foretaget af ovennævnte virksomheder til deres egen forsyning eller som ekstern eller intern distribution er ikke omfattet af denne undtagelse.”
Af rettens bemærkninger fremgår følgende:
”Det kan som ubestridt lægges til grund, at tiltalte ved medarbejderens kørsel har overtrådt de bestemmelser, hvorefter der er rejst tiltale.
Det fremgår af ADR-konventionens punkt 1.1.3.1, litra c, at konventionen ikke finder anvendelse ved transport af dieselolie, der udgør en underordnet aktivitet i forhold til en virksomheds hovedaktivitet, eksempelvis levering til en byggeplads.
Denne undtagelsesbestemmelse må antages at forudsætte, at transporten har fundet sted som led i en aktivitet, der henhører under virksomhedens drift.
Efter det oplyste om formålet med den pågældende kørsel, og idet det ikke kan tillægges nogen betydning, om chaufføren måtte have haft kendskab til tankens indhold findes tiltalte herefter skyldig.”
Ifølge konsulent og underviser i farligt gods, Jens Gjerløv må dommen betyde, at alle, der transporterer farligt gods, er omfattet af transportreglerne, såfremt de transporterer farligt gods i varebiler eller på ladbiler.
- Entreprenører kan således ikke have fastmonteret en entreprenørtank på ladet af en lille ladbil, medmindre medarbejderen selv skal bruge den dieselolie, han transporterer. Han kan således ikke, som i den aktuelle sag, tage en ”tilfældig” bil for at køre hjem at spise, siger Jens Gjerløv.