Århus Havn holder 2007 niveau
Godsomsætningen på Århus Havn steg med 0,3 procent i de tre første kvartaler i år, sammenlignet med samme periode sidste år.
Dermed kan den store østjyske havn ikke holde den kraftige væksttakst, som har præget havnen i de senere år. Når det trods global opbremsning og finanskrise er lykkedes Århus Havn at holde væksten lige over nul, så skyldes det en fremgang på bulkomsætningen på 10,2 procent. Containeromsætningen er gået tilbage med 3,4 procent, mens flydende produkter er gået tilbage med 3,8 procent.
Udviklingen kommer ikke som nogen overraskelse for havnens ledelse og havnedirektør Bjarne Mathiesen, der glæder sig over, at der trods alt er tale om en stigning oven på rekordresultatet fra 2007. Han erkender dog, at det er usikkert om godsomsætningen stadig står på plus, når året er omme.
- Vores aktuelle udgangspunkt er, at Århus Havn er en velkonsolideret virksomhed. Selv om markedet er vigende, så har vi fortsat fokus på at udvikle havnen og skabe den forretningsmæssige styrke, herunder at øge vores konkurrenceevne og tilføre ny kapacitet, så vi er klar når konjunkturerne vender igen, siger Bjarne Mathiesen.