Gazelle-hæder til elefant
Cargobull Finance A/S vækst er den næststørste i hele Sønderjylland.
Det imponerende vokseværk betyder at virksomheden netop er blevet kåret som gazelle for tredje år i træk.
Det kører i mere end en forstand ganske godt for ikke blot Cargobull Finance, men også Schmitz Cargobull i Padborg.
Kenneth Lützen, der indtil oktober var Country Manager i Cargobull Finance, kan, sammen med Kim Aaskov, der er direktør for virksomheden med den karakteristiske elefant i logoet, glæde sig over at hæderen.
– Vi er stolte over at Schmitz Cargobulls finansieringsvirksomhed kåres som gazelle for tredje år i træk, og glæder os over, at virksomheden har den næststørste vækst målt i forhold til alle sønderjyske virksomheder. Når Børsens netop offentliggjorte Top 1000 over virksomheder viser, at Schmitz Cargobull i Padborg siden 2007 er rykket knap 200 pladser op og nu indtager plads 538 på listen, så er det godt nok svært at holde humøret nede.
Succes-koncept
- Den overordnede og lange forklaring på vore parallelle succeser ville handle om dygtige medarbejdere, anvendelse af innovativ teknologi, og god service, men skal jeg svare med blot ét ord, er svaret ”trailerudlejning”, forklarer Kenneth Lützen.
Schmitz Cargobull har de seneste år i samarbejdet med Cargobull Finance omkring udlejning af trailere, uden en egentlig markedsføring af denne mulighed, som danske vognmandsvirksomheder hen ad vejen er blevet mere og mere opmærksom på.
- Men muligheden for korttidsleje har vist sig at være så attraktiv for kunderne, så netop nu sætter vi turbo på en egentlig markedsføring af denne del af vores service. Og målet er helt klart at elefanten skal bevare gazelleværdigheden og rykke yderligere op på Top 1000, slutter Kenneth Lützen, der netop er indtrådt i ledelsen i Schmitz Cargobull, Padborg.
Rollen som Country Manager hos Cargobull Finance er overtaget af Lars Høgstedt.