Internationalt fokus på dyrevelfærd
IRU har netop besluttet at gøre DTL’s ønsker om nye EU-regler for dyretransport til sine egne.
Derfor får dyretransporterne for første gang en selvstændig placering på IRUs arbejdsprogram for 2009.
IRU har erkendt, at området hidtil har været underprioriteret, fordi dyretransporterne ikke fylder ret meget i det samlede europæiske transportbillede. Ikke desto mindre har de jo stor betydning for de transportvirksomheder, der rent faktisk lever af det, og samtidig har dårlig omtale af dyretransporter stor betydning for transporterhvervets samlede image. Endelig fastslår IRU, at dyrene simpelthen har krav på at blive behandlet ordentligt under transport.
IRUs godstransportråd tilsluttede sig i sidste uge DTLs synspunkter om, at EUs revision af regler om dyretransporter næste år skal rumme meget mere end transporttid og arealkrav for at sikre ordentlig dyrevelfærd. Der er blandt andet enighed om, at afsenderen af dyrene skal have ansvaret for at kun transportegnede dyr når frem til rampen, for det er jo landmanden, der kender dyrene. I dag pålægges transportøren det ansvar, selv om der kun er få sekunder til at spotte evt. skader, når dyrene passerer forbi.
Horn eller ej
Afsenderne af dyrene skal også give juridisk gyldige oplysninger om dyrenes vægt. Vognmandsorganisationerne ønsker også krystalklare definitioner på, hvornår dyr skal adskilles, når de er kønsmodne og har horn.
Endelig ønskes mere sikre regnemetoder af transporttiden, og en ensartet opmåling af lastbilernes transportareal fra land til land.
IRU vil nu via de nationale vognmandsforeninger i 74 lande forsøge at skabe et bedre overblik over omfanget af dyretransporterne, samt forsøge at skabe en ’best practice’ for dyretransportører.
Vi er naturligvis utroligt tilfredse med at få sat internationalt fokus på et område, der har optaget os herhjemme i flere år. Danske dyretransportører har et meget godt internationalt ry bl.a. takket være en rekordlav transportdødelighed. Hvis vi kan få åbnet øjnene hos dyretransportører i ikke mindst Syd- og Østeuropa for, at dyrene fortjener en ordentligt behandling, vil det blive en kæmpesejr for dyrevelfærden i Europa, siger DTLs vicedirektør Morten Lindbo.