Land Rover klassiker runder 60 år
18 styk: Særlige jubilæumsmodeller af Land Rover Defender SVX er revet væk.
Af Lars Lassen
Det er 60 år siden indbegrebet af Land Rover, den klassiske Defender, første gang rullede ud i den britiske natur. Land Rover har markeret begivenheden med produktionen af en særlig jubilæumsudgave af Defender SVX.
At Defender stadig er populær - trods modellens efterhånden modne koncept - ses af, at de 18 jubilæumsmodeller, der kom til Danmark, er blevet revet væk.
Det skyldes naturligvis, at Defender anno 2008 trods en ydre lighed med brødrene Wilks første Land Rover, er fulgt med tiden.
Et eksempel er den nye moderne 2,4 liters commonrail turbodieselmotor, der blev introduceret på Defender sidste år. En motor, der naturligvis overholder Euro4-standarden.
Land Rover blingSVX-modellen fortolker de klassiske linjer i et form- og udstyrssprog anno 2008: Blank sort metallak brydes af et mat bånd på fordørene, og soft-top modellens aftagelige kaleche er ligeledes sort, monteret på kraftige rørformede bøjler i mat metalfinish.
Kølergrill og alufælge er i specielt jubilæumsdesign, der er rørformede trinbrædder og lygter med klare glas og LED lys.
I kabinen smyger de lækre Recaro-sæder sig om kroppen. Der er læderrat, gearknop i aluminium og audioanlæg med subwoofer samt USB- og iPod-indgang.
Foruden soft top modellen fås SVX i dag også som ombygget Station Wagon. Priserne begynder på den anden side af 400.000 kroner.
ll@transporttidende.com