Retssag: Eksportør får fuld erstatning for fejludlevering af gods i Italien.

I disse - hvad finansiering og likviditet angår - så usikre og uvante tider, er eksportørens behov, for at holde fast i varerne indtil købesummen er blevet betalt, ikke blevet mindre.

Det bedste råd er naturligvis, at eksportøren sørger for at få pengene på forkant, men herudover er der jo de gode gamle sikringsakter, der involverer transportøren så som remburs og efterkrav (L/C, COD, CAD, etc.).

En anden mulighed er i forhold til transportøren, at få skåret ud i pap, at godset under ingen omstændigheder må udleveres, før der gives ”grønt lys” og dette grønne lys bør beskrives på en sådan måde, at ingen bagefter kan være i tvivl om, hvad der er aftalt.

Der er ingen tvivl om, at det altid er en god ide at få nedfældet aftaler på tryk, så det ikke er den mundtlige aftale, der, den dag parterne bliver uenige, skal afgøre, hvad der er op og ned på retsforholdet.

Ind imellem kan det også være en god ide lige at stoppe op og tage bestik af, hvad, der siden en initialaftale blev indgået, er kommet til af underaftaler og kutymer og måske få strammet op og skrevet om.

Liden tue

Man kan lave nok så mange fine og forkromede kontrakter, forretningsbetingelser og standard procedurer, men når alt kommer til alt, er det som regel den lille forkølede og helt konkrete aftale, der går forud for det generelle og dermed bliver det ”liden tue, der vælter stort læs”.

Sø- og Handelsretten har netop den 22. oktober afsagt en dom, hvor et elektronikfirma, der giver sig af med både import og eksport havde aftaler med to danske transportører, og hvor der med begge var indgået udførlige aftaler.

Det var for Eksportøren som transportkunden magtpåliggende, at det transporterede gods ikke under nogen omstændigheder blev udleveret til de udenlandske kunder, før der var givet udtrykkeligt grønt lys.

Og som det vil fremgå af følgende, blev det af afgørende betydning, hvordan samarbejdet havde udviklet sig mellem eksportøren og dennes transportør - uanset hvad der oprindeligt var aftalt i kontrakterne.

Hold for Pick-up

Eksportøren havde oprindeligt indgået en samarbejdsaftale med den danske afdeling af et internationalt transportfirma og i aftalen var bl.a. beskrevet, hvordan booking og udlevering skulle og måtte finde sted.

”Fremgangsmåde ved forsendelser der er ”Hold for Pick-up”

Hermed følger proceduren ved forsendelser der skal sendes ”hold for Pick-up” med Transportøren.

1. Eksportøren ringer og booker forsendelsen med Transportøren.

2. Eksportøren udfylder fragtbrevet med kunden som modtager, og ikke Transportøren som modtager.

3. Eksportøren kontakter Transportøren Backline og oplyser awb nummeret, oplyser den skal sendes som (Hold for Pick-UP)

4. Back-line kontakter Transportøren i modtager landet, og informere om forsendelse er på vej og den skal »Holdes for Pick-Up”

5. Når Eksportøren modtager pengene fra kunden, oplyser de awb nummeret til kunden, og kunden kan afhente sin forsendelse på det lokale center tilhørende Transportøren. Transportøren vil oprette adskillige kundenumre til Eksportøren alle sammen, linket op til den samme prisaftale. Derved kan Eksportøren selv styre, hvilken afsender de vil have stående som afsender.

I samme forbindelse vil vi bemærke at:

- Hvis pakken ikke er forsikret, dækker vi op til max 100 usd pr forsendelse.

- Transportøren fratager sig alt ansvar hvis pakker mod al forventning, skulle blive leveret.

- Denne procedure tager udgangspunkt I 4-5 forsendelser om ugen.

…”

Aftalen blev indgået i 2003 og i den efterfølgende periode sendte eksportøren forskellige forsendelser ”på hold”, f.eks. til Italien med angivelsen ”fermo deposito” og til Spanien med angivelsen ”recogeran in nave”.

I 2004 blev indgået en ny samarbejdsaftale, hvor der bl.a. henvistes til Transportørens fragtvilkår og derfra igen til firmaets service- og prisguide, og igen i 2005 blev indgået en ny standardaftale, hvor bl.a. henvistes til forskellige former for ansvarsbegrænsning.

Speditør på banen

På et tidspunkt, hvor Eksportøren mente at have haft nogle dårlige oplevelser med fejludleveringer fra Transportørens side, indgik Eksportøren en aftale med et dansk speditionsfirma, der påtog sig dels at sørge for, at gods modtaget på Speditørens ”centre” i forskellige lande ikke blev udleveret til uberettigede personer eller firmaer, og dels at tegne en transportforsikring i Speditørens eget forsikringsselskab.

I den forbindelse blev der indgået en aftale, som bl.a. havde følgende beskrivelse af begrebet ”ship to hold”:

”1. Aftalens områder

Denne aftale er gældende for eksport forsendelser hvor Eksportøren bruger ”Ship to Hold” (Hold for Pick-Up). Ved ”Ship to Hold” forstås at forsendelsen sendes til Speditøren samarbejdspartner i det pågældende land, hvor forsendelsen holdes tilbage for udlevering. Udlevering af forsendelsen finder først sted efter Eksportøren skriftligt har givet en sådan autorisation. Modtageren kan først få udleveret forsendelsen når den er frigivet fra Eksportøren og kunden er i besiddelse af et dokument påført AWB nr. samt evt. Cover Name og firmanavn. Den eneste person fra Eksportøren som har beføjelser til en sådan frigivelse er økonomichefen. En ændring af denne beføjelse skal gives skriftligt af direktøren.

7. Ship to Hold - Procedure

Eksportøren udfærdiger selv fragtbrev og sender alle forsendelserne igennem en transportør efter eget valg til Speditørens udenlandske centre. Speditøren er ansvarlig for at tegne den nødvendige transportforsikring fra det tidspunkt hvor Eksportøren overdrager forsendelserne til den pågældende transportør. De forsendelser som sendes Ship to Hold (Hold for Pick-Up) er proceduren som følger:

Herefter fulgte en nærmere og meget specificeret beskrivelse af procedure for fragtbrevenes udfyld-ning og om selve frigivelsen, hed det bl.a.:

• Når forsendelser skal frigives faxer Eksportøren et dokument til kunden, hvor der er oplyst:

AWB nr. / Tracking nr.

Evt. Cover Name

Firmanavn.

Dokumentet skal medbringes og fremvises ved afhentningen.

• Eksportøren giver skriftligt (via mail) med samme oplysninger som til kunden, besked til Speditøren med CC/Speditøren samarbejdspartner om at forsendelsen er frigivet og kan afhentes

• Der må kun udleveres forsendelser hvor der kan fremvises det faxede dokument fra Eksportøren, hvor AWB nr./ Tracking nr., Firma Navn/Cover Name er påført. Speditørens samarbejdspartnere skal forlange at se billedlegitimation samt firmakort fra modtageren.

En forsendelse vil kun være udleveret korrekt og i henhold til denne aftale såfremt at Speditøren har modtaget en skriftlig frigivelse fra Eksportøren samt en fax fra modtageren indeholdende ovennævnte informationer.

Al korrespondance mellem Speditøren samarbejdspartner og Eksportøren foregår på forståeligt engelsk. Forsendelserne sendes til Speditørens udenlandske samarbejdspartnere via Eksportørens egen transportør. Forsendelserne opbevares sikkert hos Speditørens samarbejdspartners til der forekommer en frigivelse fra Eksportøren. Speditøren er ansvarlig for at forsendelserne udleveres til de korrekte modtagere.

Eksportøren solgte 88 CPU-enheder til en italiensk importør på CIF-vilkår. Den samlede pris i henhold til faktura af 30. maj 2005 var 111.611,69 euro.

Af den senere i retten fremlagte afsenderkopi af airway-bill fremgik bl.a. i rubrikken ”Ship To” ud over forskellige numre, adressen på Speditørens agent i det pågældende område, og herudover var i rubrikken ”Contact” anført ”Ship to hold”.

Fragtbrevet var udfyldt af den pågældende medarbejder hos Eksportøren, der havde foretaget udfyldning på sin pc, og som bl.a. i den forbindelse - for at få opgaven afsluttet - måtte ”klikke” ja til, at transportørens forretningsbetingelser var accepteret.

Udfyldelsen blev fulgt op med diverse emails frem og tilbage om, at der var tale om ”Ship to hold” forsendelse og det hele endte med, at varerne blev afhentet af Importøren, som ingenting betalte og diverse forsøg efterfølgende på at få beløbet inddrevet bar ikke frugt.

Det viste sig, at selskabet var ukendt på eller ikke længere var kendt på den registrerede adresse, og konsulatet kunne ikke finde andre oplysninger om selskabet.

Forsikringsselskabet, hos hvem Speditøren havde tegnet transportforsikring på vilkår efter Institute Cargo Clauses (A), der dækker ”all risks or loss or damage to the subject-matter insured except …”, afviste at betale erstatning, idet man henviste til at fejludlevering som den foreliggende ikke var forsikringsdækket.

Det var Eksportørens standpunkt at Speditøren har afgivet løfte om at tegne forsikring der dækkede enhver form for fejludlevering, uanset om udleveringen er sket fra et Speditør-center, eller som i det foreliggende tilfælde fra transportøren. Eksportøren har i øvrigt oplyst, at selskabet ikke var bekendt med hvilken forsikring Speditøren havde tegnet.

Sagen blev i øvrigt ført for Sø- og Handelsretten af Eksportøren med påstand om, at såvel Transportør som Speditør var solidarisk ansvarlig for det lidte tab og samtidig blev der anlagt sag af forsikringsselskabet mod Speditøren og Eksportøren med påstand om, at forsikringsselskabet ikke var forpligtet til at udbetale erstatning for fejludlevering, der var en begivenhed, som forsikringsselskabet ikke mente, var dækket af den tegnede forsikring.

Sø- og Handelsretten startede med at bemærke, at uanset at forholdet mellem Eksportøren og Transportøren var baseret på aftalen fra 2003 eller om denne måtte anses for afløst af de senere aftaler, måtte det forstås således, at Transportøren accepterede de af Eksportøren bestilte forsendelser med angivelse af Ship to hold.

Transportøren havde således i disse tilfælde påtaget sig at udføre en opgave, som ikke var indeholdt i selskabets service- og prisguide af 3. januar 2005. Det måtte have stået klart for Transportøren bl.a. på baggrund af den oprindelige korrespondance og det forhold, at der i de forløbne par år havde været et større antal forsendelser med angivelsen Ship to hold, at Eksportøren bestilte en ydelse, der bl.a. bestod i at Transportøren ikke måtte udlevere godset til en person eller selskab uden tilladelse fra afsenderen.

Eksportøren udfyldte det elektroniske fragtbrev (hvor der i rubrikken ”Contact” altså stod ”Ship to hold”). Dette var en forsendelsesform, som ikke fandtes i Transportørens system, men ved at acceptere formen - eller i hvert fald ved ikke at gøre indsigelse mod den - har Transportørens danske afdeling i det foreliggende tilfælde også accepteret en forsendelse for hvilke der var særlige begrænsninger i forbindelse med udleveringen.

Det var uden betydning, om Eksportøren udfyldte fragtbrevet i overensstemmelse med aftalen mellem Eksportøren og Speditøren, da denne aftale var Transportøren uvedkommende.

Det måtte på denne baggrund være ansvarspådragende for Transportøren, at man ikke hindrede udleveringen af forsendelsen til modtageren, der efter det oplyste mødte frem hos Transportøren i Linate uden at kunne angive AWB-nummer eller andet der viste, at selskabet kunne være berettiget til at kræve godset udleveret, og uden at der forelå en tilladelse fra Eksportøren.

Sø- og Handelsretten mente ikke, at det fremgik med tilstrækkelig sikkerhed af Transportørens service- og prisguide, at denne bestemmelse omfattede udleveringsansvar. Da ansvar for Transportøren skyldtes at udlevering skete til en køber der ikke var berettiget til at kræve godset udleveret uden samtykke fra sælgeren, fandt regler om ansvarsbegrænsning i øvrigt ikke anvendelse.

Transportøren skulle derfor erstatte Eksportørens fulde tab, som af selskabet i påstand 1 var opgjort til 754.389,24 kr. med tillæg af fragtbeløbet, som i påstand 4 var opgjort til 47.727,76 kr., i alt 802.117,00 kr.

I forholdet til Speditøren fandt Sø- og Handelsretten, at denne over for Eksportøren påtog sig dels at sørge for transportforsikring af Eksportørens forsendelser, dels at sikre mod udlevering ”fra centeret” til uberettigede.

Det måtte antages, at der ved ”centeret” blev sigtet til Speditørens samarbejdspartneres centre, som fremgik af en liste som Speditøren havde udleveret til Eksportøren. Det savnede rimelig mening at antage, at Speditøren i kraft af bestemmelsen i aftalens pkt. 3, 1. stk., 2. pkt., påtog sig en garanti mod fejludlevering videre omfang.

Det måtte herved tages i betragtning, at den af Eksportøren hævdede garanti ville være særdeles vidtgående og i givet fald omfatte et antal forsendelser, som skete uden Speditørens medvirken og uden at Speditørens centre var indblandet.

Der var hverken i oplysningerne eller forklaringerne om tilblivelsen af bestemmelsen i aftalens pkt. 3, 1. stk., 2. pkt., holdepunkter for at antage at Speditøren påtog sig en videregående garanti mod fejludleveringer.

Ved tegning af transportforsikringen med Forsikringsselskabet opfyldte Speditøren forpligtelsen til at tegne transportforsikring. Der var derfor ikke grundlag for Eksportørens krav mod Speditøren, der blev frifundet.

I forholdet til forsikringsselskabet udtalte Sø- og Handelsretten, at den af Speditøren tegnede transportforsikring var en almindelig forsikring i henhold til sædvanlige standardvilkår, Institute Cargo Clauses (A) og omfattede skader og bortkomst under transporten frem til udleveringsstedet.

Det var efter rettens opfattelse, som anført af Forsikringsselskabet, uholdbart at hævde at forsikringen, som var tegnet til dækning af Eksportørens forpligtelser som CIF-sælger, også skulle omfatte den risiko, at køberen uretmæssigt i strid med parternes kontantaftale satte sig i besiddelse af godset efter overgivelse til transportøren Transportøren og inden fremkomsten på udleveringsstedet.

Derved fik forsikringsselskabet altså medhold i, at der ikke var nogen forsikringsdækning.