Reportage: Hvorfor nøjes med en gravko, når man kan få et virkeligt hightech monster mellem hænderne og få det til at spille søgående heavy rock med en regnbue af havsand.

Hundested havn er under udvidelse, så der skabes helt nye muligheder for området. Det kræver nyt land, og det vil sige kubikmeter og atter kubikmeter af sand, som grundlag for det hele. En opgave der er med til at ændre landkortet, og som sandsugeren Sif R og dens besætning yder et solidt bidrag til med sine målrettede kaskader af oppumpet sand. Et krævende men også udfordrende job, hvor man skal holde mange bolde i luften.

Et job for en mand som Paul Høggaard.

- Jeg har været ombord i fem år. Efter tre år som styrmand, blev jeg skipper, fortæller kaptajnen på Sif R, Paul Høggaard. Forinden har jeg da snuset til fragtskibe, men dette er jo noget andet. Her er man i høj grad på – ikke mindst oppe i styrehuset.

Selv om han naturligvis både styrer og navigerer skibet hele tiden, så er skibets opgave at ligge og suge sand.

- Netop dét, at der er flere elementer at passe, gør det efter min mening mere spændende. Hele tiden sker der noget – i stedet for, at man som langtursnavigatør sidder og kigger ud det meste af tiden – vi kalder dem for vindueskiggere, siger Paul Høggaard med et glimt i øjet.

Det tiltaler ham, at der ikke blot skal sejles lige ud, men også, at der er mange forskellige projekter både i ind- og udland. Sif R arbejder hovedsageligt i Nordeuropa - fra Baltikum til Frankrig.

- Jeg har været en del i Holland og England ligesom vi stort set hvert år er på kystsikring ved den jyske vestkyst, fortæller kaptajnen.

På Sif R er den syv mand store besætning ude i tre uger ad gangen. Efter aftalen kunne man godt nøjes med to uger i Danmark og Nordtyskland, men ombord har man valgt de tre uger, også så man ikke altid er ude i nøjagtig de samme perioder år efter år – f.eks. på et barns fødselsdag.

- De tre uger passer os bedst, og det kan man sagtens holde til, når forholdene er gode, siger han vel vidende at en helt ny aptering (overbygning med nye faciliteter) snart er klar.

Sikkerhed og produktion

I udlandet siger aftalen, at man kan være ude i fire til seks uger, men rederiet har fravalgt de seks uger, eftersom det er en krævende opgave, netop fordi man hele tiden skal være på.

I det daglige arbejde, er det besætningen og sikkerheden, der har første prioritet for kaptajnen, og det vil naturligvis også sige skibet.

- Men produktionen er jo det, som vi er her for. Og her afhænger meget af hvad det er for et projekt, vi er i gang med – og hvor det er. Er det et farvand med megen skibstrafik, skal man jo lytte på VHF’en samtidig med, at man opererer sugerøret og sandet kommer op – og så ringer måske nogle samarbejdspartnere eller dem hjemme fra kontoret. Så kan man jo komme i den situation, at man venligt må sige ”ikke lige nu”, for skibet kommer i første række. Måske er vi lige ved at kaste anker ved en spunsvæg og holde skibet til.

Kommunikationen er også vigtig og med til opgaven hører mange rapporteringer hjem til rederiet. Sandsugning er nemlig ikke bare noget man gør. Der er stramme regler for hvor og hvor meget man må suge op, og myndighederne overvåger nøje, hvad der foregår.

Der kræves tilladelser og lægges begrænsninger, og projekterne er ret præcist defineret. Rederiet (og dermed også kunden) skal hele tiden kende produktionen – hvor meget der lastes og losses - og hvor langt fremme man er i projektet.

Til gengæld er der ret frie hænder inden for rammerne, og noget af det, som får det til at rykke i Paul Høggaard er, at skib og besætning i høj grad har indflydelse på, hvor godt produktionen forløber.

- Vi har et godt teamwork ombord, og vi konkurrerer jo i al venskabelighed med skibets andet hold (der er to faste hold på syv mand, som skifter hver tredje uge, red.) og med andre skibe, selv om man ikke altid kan sammenligne. Skibene er forskellige, og materialet varierer. Sand fås i mange størrelser, som ikke er lige lette at håndtere. Noget er mere klæbrigt end andet, forklarer Paul Høggaard.

Skibene er i dag forsynet med avanceret teknik og masser af måleinstrumenter, som viser arbejdsgangen fra snart alle vinkler, og der er to hovedmaskiner. Men uheld kan man ikke altid gardere sig mod. Og her kommer de ombordværendes erfaring hurtigt ind i billedet. Beslutningerne skal træffes på stedet.

- Er det noget vi selv kan ordne, mens vi ligger stille, eller skal vi ind og have hjælp? I begge tilfælde tikker taxametret hurtigt uanset, om det er kunden eller skibet, der skal betale, siger Høggaard. Produktionsstop er uhyggeligt dyre, og her er kaptajnens rutine og maskinchefens røntgen-syn guld værd.

- Vi bestemmer selv for en stor dels vedkommende, hvordan vi vil gøre tingene, og man kan jo ikke lade være med at kæmpe for at levere den størst mulige produktion og de bedste løsninger. Det ved rederiet også godt, så der lyttes som regel til vores forslag, siger Paul Høggaard.

Han bekræfter den erfaring i branchen, at sandsuger-kunsten enten er noget man trives med og holder fast i år efter år - eller også flygter man væk efter kort tid.

Jobbet ombord er udfordrende og kan også være en barsk tørn. Som en gang i 17 graders frost ud for Riga, hvor mandskabet måtte optø udstyret for overhovedet at kunne montere det på et rør ind til land. Og hvor besætningen måtte slås med drivisen for at få sugerøret ordentligt i bund.

- Vi måtte have beskyttelsesbriller på, for at hornhinderne ikke skulle fryse til is, fortæller maskinchef Vagn Hansen.

Et skib som Sif R kan faktisk lægge sig op helt på stranden og åbne bunden – dele skrogene - med last som var hele skibet én stor grab. Det kræver sin navigatør, at holde fart nok til at komme op det udvalgte sted uden at strande så meget, at man sidder fast med alle sine kubikmeter.

- Men det kan fint lade gøre, siger kaptajn Paul Høggaard.

Og hvem ved, måske bliver sandsuger-folket dagens helte, hvis klimaændringer og havvandsstigninger gør folk så nervøse, at alle råber på flere diger og mere kystsikring. Det er et job for specialister.