Undervisning 24 timer i døgnet
Altid på: Fleksibilitet og service er nøglen til Dansk Uddannelsescenters imponerende succes på transportuddannelser.
Af Lars Lassen
Dansk Uddannelsecenter A/S i Brøndby tilbyder undervisning på kundernes betingelser. Derfor har den privatejede virksomhed – der er storleverandør af uddannelse til transportbrancen - bragende succes på de offentligt ejede AMU-centrenes hjemmebane.
Ikke kun når det gælder chaufføruddannelse inkl. kørekort til taxa-, bus- og lastvognsbrancen, men også når det gælder efteruddannelse af medarbejdere – uanset om det sker med udgangspunkt fra hovedafdelingen i Brøndby eller søstervirksomhederne Strandens Uddannelsescenter i Ishøj eller TUC Syd i Vejen
- Da vi overtog DUC-Transport 1. november 2006 ringede Karsten F. Mathiesen, der har 17 års erfaring i transportbranchen, rundt til 150 vognmænd og spurgte, hvad det var de ønskede på uddannelsesområdet. Fælles for dem alle, var at de ønskede kurser uden for almindelig arbejdstid. De havde ikke ressourcer til at sende en eller flere medarbejdere på skolebænken i arbejdstiden og medarbejderne vil faktisk gerne bruge deres fritid på at lære mere. Så inden for to måneder kunne vi udbyde samtlige kurser på vores program om aftnen og i weekenden, fortæller adm. direktør Morten Mathiesen, Dansk Uddannelsescenter A/S.
Kundernes behovDen fleksible og kunderettede tilgang til produktionen af uddannelse er blevet belønnet med en gigantisk stigning i antallet af kursister. For to år siden gik 1500 kursister gennem DUC-Transport i Brøndby. I år forventer virksomheden at mere end 15.000 kursister forlader en af DUC-Transports tre centre – i Brøndby, Ishøj eller i Vejen.
Springet til Jylland blev taget efter en direkte opfordring fra flere store aktører i transportbranchen.
- Da vi havde gennemført de første kurser i Vejen kom et par af de helt store og spurgte om de kunne sende hold af chauffører til Vejen fra Aalborg og Århus. Vi spurgte naturligvis, om vi ikke hellere skulle sende vores undervisere op til dem. Det er jo nemmere at sende én mand af sted end 30. Den fleksible tilgang til kundernes behov er vores styrke, siger Morten Mathiesen.
Vendt bøttenDUC-Transports direktør tilføjer ivrigt
- De offentligt drevne AMU-centrene tilbyder det samme faglige indhold, som vi gør. Men de har en forventning om, at kunderne tilpasser sig til dem. Vi har vendt bøtten på hovedet og driver det her som en virksomhed, hvor kunderne bestemmer. Det er chauffører, vognmænd og speditører, der bestemmer, hvor, hvornår og hvordan de vil gennemføre kurserne, siger Karsten F. Mathiesen, der påpeger, at alle uddannelser og kurser koster det samme hos DUC-Transport, som de koster ved et offentligt drevet AMU-center.
- Vi er underlagt det samme regelsæt for arbejdsmarkedsuddannelser som AMU-centrene. Det betyder også, at vores uddannelser er tilskudsberettigede på lige fod med arbejdsmarkedsuddannelser i det offentlige system, siger Karsten F. Mathiesen.
Et andet eksempel på DUC-Transports fleksibilitet er en stor renovationsvirksomhed i Hovedstadsområdet, der ønskede at efteruddanne medarbejdere før arbejdstiden – der som bekendt ligger rigtigt tidligt om morgenen.
- De kom og fortalte, at de meget gerne ville efteruddanne, deres chauffører. Men det var aldrig blevet til noget, fordi det var umuligt eller meget dyrt, at gennemføre kurser mellem klokken fire og syv om morgenen. Men det er ikke noget problem for os at gennemføre undervisning på skæve tidspunkter og vi skal ikke have ekstra betaling, siger Morten Mathiesen og fremhæver DUC’s engagerende undervisere.
- Det er dem som trækker læsset på de skæve tidspunkter. De skal være topmotiveret klokken 04.00 om morgenen eller kl. 23.00 om aftenen. Kursisterne har behov for motiverede undervisere uanset tidspunkt – ellers fejler hele projektet. Men vores folk er med – og så er kunderne det også, siger Morten Mathiesen.
DUCDansk Uddannelsescenter A/S (DUCAS) er et datterselskab under Uddannelsesselskabet af 31.10.2006 ApS, der i efteråret 2006 overtog aktiviteterne i DUCAS – der oprindeligt blev dannet i 1996.
Ud over DUC-Transport, består DUCAS i også af DUC-Jobcenter, der opkvalificerer og aktiverer ledige og endelig K-DUCAS – i daglig tale Kompetencehuset – der tilbyder virksomhedsrådgivning inden for ledelse og personaleudvikling.
ll@transporttidende.com