Kørsel med modulvogntog skal læres
Nyt køretøj: TSU Simulatorcenter har udviklet et modulvogntogskursus til kommende brugere. DSV var først til at benytte sig af det nye kursus.
Af Finn Bjerremand
Alle chauffører hos DSV Road A/S, der i fremtiden skal køre med modulvogntog, skal gennemgå det nye kursus som TSU Simulatorcenter A/S i Vejle har udarbejdet til formålet. Det er målsætningen hos DSV Road A/S.
Den store transportkoncern havde i forrige uge det første hold på kursus ved TSU Simulatorcenter A/S på Gate Way E45 i Vejle. Kurset er målrettet på kørsel med linkvogntog, og er samtidig det første kursus af denne art som TSU Simulatorcenter A/S har afholdt.
Kursusdeltagerne fra DSV var chauffører fra afdelingerne i både Esbjerg og hovedstadsområdet, og kursusdeltagerne begyndte med en grundig gennemgang i forskellige love og regler som regulerer kørsel med modulvogntog.
Der kan være usikkerhedsmomenter om f.eks. en ”løstrailer” må kobles til en linktrailer. Forhold som hvorvidt der er EBS-bremseanlæg på traileren og trailerens alder, kan være afgørende for om den må rulle i en modulvogntogskombination.
Efterfølgende var der øvelser i centres lastbilsimulatorer, hvor der først blev øvet kørsel med almindeligt sættevognstog og derefter blev øvet i kørsel med modulvogntog. Det gav chaufførerne en fornemmelse af hvor meget plads modulvogntoget kræver i f.eks. rundkørsler og ved højresving - og det selvfølgelig uden risiko for uheld.
Det centrale punkt omkring kørsel med linkvogntog, er sammenkoblingen. På et linkvogntog har man to sættevognsskamler, og derfor er man nødt til at følge en vis slagplan for såvel fra- som sammenkobling.
ManualTSU Simulatorcenter A/S har udarbejdet en god manual for netop sammenkoblingen af linkvogntog, og efterfølgende fik kursisterne lejlighed til at afprøve den på to komplette linkvogntog, som DSV Road A/S havde stillet til rådighed.
Under forløbet blev der også øvet kørsel omkring et hjørne, så chaufførerne fik en god indføring i det at køre med et modulvogntog.
- Det var en positiv oplevelse. Alle chauffører deltog positivt og med åbent sind i kursusforløbet og ingen var negative over for at skulle køre med modulvogntog - selv om det er større udfordring, bl.a. når der modulvogntogene skal kobles sammen, siger kørselsleder Bjarne Bock fra DSV Road A/S i Esbjerg.